Hvad blev der af reguleringen af den danske afvænningsindustri søndag, 8. aug 2010
Skrevet af covergaard under lovgivning, KommentarerEt eller andet sted inde i Folketinget sidder der et udvalg med en vigtig opgave der kan redde liv. Efter en række afsløringer foretaget af Operation som afslørede fup og livstruende sløseri med offentlig finansieret afvænning af personer der lider af alkohol- eller stof-misbrug blev man enige om at det var på tide med nogle standarder, der skulle holde behandling af dårlig kvalitet ude af markedet.
Danmarks Radio fulgte op med en kortlægning af branchen der afslørede at en række religiøse organisationer havde sat sig tungt på denne branche i håbet om at høste patienter til deres trosretning. 60% af de undersøgte afvænningsprogrammer i Danmark er religøst funderet. Det er tragisk nemt at finde et potentiale blandt patienterne. Det klassiske afvænningsprogram arbejder efter 12 trin. Et system hvor at trin nr. 2 lyder.
Vi kom til den erkendelse, at en magt større end os selv kunne give os vor sunde fornuft tilbage.
Og det er netop den sætning at vi ser faren. Vi må spørge os selv om hvilken højre magt, vi taler om.
I et land helt uden standarder så må de pårørende stille sig selv det spørgsmål: Hvordan kan vi sikre vores næste, når denne er gang med en af livets måske sværeste opgør?
Vi bør ikke tage chancen med at lade et familiemedlem eller ven indskrive sig i et behandlingsprogram med beskeden om der skal være en periode med isolation eller tilpasning uden kontakt til omverdenen. For hvor stopper behandlingen og hvor starter den religiøse påvirkning?
Hvis man vil se hvor galt at det kan gå, når man efterlader mennesker isoleret i et afvænningsprogram, så kan man se filmen Over the GW på hjemmesiden Internet Movie Database via dette link. Det afviklngsprogram, der vises er beslægtet med Minnesota modellen fra Hazelden centeret der anvendes en del i Danmark. Metoden som er kendt som Straight modellen og bygger på et niveau system hvor at misbrugerne er afsondret fra omverdenen indtil at de godt på vej igennem de 12 trin.
Det er på tide at udvalget kommer på banen. Foruden klienterne som riskerer psykiske men, så er der tale om at skatteborgerne bliver snydt da der er mange områder hvor at et behandlingsforløb til 40-60.000 kr. er bedre givet ud.
Der er snart gået 2 år siden at operation X viste det første program der afdækkede en delvis offentlig finansieret branche, der er helt uden kontrol. Der blev lovet en regulering dvs. en beskyttelse af skatteborgernes penge, men ikke mindst en beskyttelse af mennesker som har brugt sig i en sårbar position fordi at de ønsker at løse et problem i deres liv.
Vi må ikke svigte mennesker der søger behandling.
Referencer:
* Operation X - på vandvognen, TV2
* 60 procent af narkobehandling er religiøst funderet, af Rasmus Mark Pedersen, Danmarks Radio, 18. februar 2998
* Rapport fra Danmarks Radio
* Alkoholbehandling er ikke for amatører, af Marianne Kargaard, Magasinet RUS, 1. december 2008
* Alkoholbehandling ude af kontrol, af krja, TV2 Nyhederne, 9. oktober 2008
* Over the GW, Internet Movie Database
Intentionerne er gode, men …. torsdag, 5. aug 2010
Skrevet af covergaard under kriminalitet, KommentarerHer til morgen kan man i Jyllandsposten læse at de unge kan begå den første lovovertrædelse gratis, men laver de så en mere indenfor 3 år fra at de har fået deres dom vil begge lovovertrædelser optræde på straffeattesten.
Ren straffeattest til unge kriminelle, Jylland-posten
Der er kun et problem med dette forslag. Det arbejder fuldstændig imod den måde som en teenagehjerne fungerer på. Den kendetegner alt hvad der er galt med vores retssystem når det skal bruges ved unge klienter.
Primært tænker unge kortsigtede. De lever i nuet. Forskning viser at de dele af hjernen som sørger for at langsigtede konsekvenser af en given handling medindrages i beslutningsgrundlaget slet ikke er fuldt udviklet før at de unge er 18-20 år.
Man risikerer at de unge konkluderer at hvad der skulle være en ny chance bliver opfattet som om at der ikke er en konsekvens ved at bryde loven.
At give de unge ren straffeattest mod at holde sig ude af kriminalitet i 3 år grænser til respektløshed imod de unge. Det er en ting. Men det er også respektløs overfor ofrene. Vi må ikke forglemme at hver eneste lovovertrædelse også har mindst et offer.
Forslaget undrer idet at dagens unge i en del tilfælde når at oparbejde et to-cifret antal forhold før at deres sag får en endelig får en afgørelse. I rigtig mange sager oplever de unge, deres pårørende og de sagsbehandlere, der har arbejdet med dem og som har rettet dem op siden at lovovertrædelsen fandt sted, at fortiden indhenter den unge som er et helt andet menneske når dommen falder måneder eller år efter at forholdet fandt sted.
De unge lever i overhalingsbanen. Det går rigtig stærkt når det går galt, men det kan også gå rigtig stærkt med at rette dem op, hvis kommunen går ind og retter på de ofte ganske få faktorer, der skubbede de unge ud på et sidespor. Dagens retssystem passer ikke til det tempo de unge lever i.
Jeg vil kritisere dette forslag for at det ikke er det rette for de unge. De skal som hovedregel ikke have en straffeattest, men beslutningen om hvorvidt at de skal have det skal være baseret på deres evne til at udføre de opgaver, som retten pålægger dem ved hver eneste lovovertrædelse de laver.
Dvs. laver de unge lovovertrædelser skal de hurtigt for en domstol, som vil idømme dem nogle opgaver de skal løse. Opgaver som vil kræve tankevirksomhed eller fysisk arbejde, hvor at det måtte være passende i forhold til den begåede lovovertrædelse.
Når opgaverne er udført, så nulstilles straffeattesten. Derved så lærer de unge at lovovertrædelser ikke betaler sig og håndhævelsen af loven ser under hensyn til de mentale ressourcer de unge besidder.
Kære Folketing. Motivet bag dette lovforslag er ældet, men det bakkes ikke op af videnskablige fakta. Det risikerer at sende det forkerte forslag. Kort sagt: Om igen.
Vi vil have en virkelig ny start onsdag, 28. jul 2010
Skrevet af covergaard under kriminalitet, KommentarerDen første juli satte Folketinget den kriminelle lavalder ned til 14 år. Det har medført megen kritik. Som det har været de sidste 40 år, så er domstolenes arbejde baseret en kombination på det sociale systems budgetnedskæringer og en stadig større ansvarsforflygtigelse fra det enkelte individ, familie enheden til samfundet.
Vi har to modeller i spil når vi taler om at gribe ind overfor hvad de i udlandet kalder asocial opførsel. Det er tivoli-modellen og smid-nøglen-væk modellen.
Tivoli-modellen baserer sig på at kriminalitet er socialt betinget. Unge under 18 kan jf. denne model kan populært sagt aktiveres til at opgive kriminalitet ved at blive fulgt ud til aktiviteter af pædagoger. Det er uden tvivl korrekt at man at de unge mennesker, der begår kriminalitet har sociale udfordringer. Vi så sagen fra Århus, hvor at en ung pige stak en kammerat ned med en urtekniv. Rapporterne som blev lagt frem under retssagen viste jf. TV2 at moderen var syg og at faderen havde et misbrug. Uskyldige drillerier som skoleforvaltningen betegnede de daglige hændelser blev som følge af pigens tynde psykiske barriere opfattet som mobning og personlig forfølgelse. Knivoverfaldet som var en tragedie for både pigen og hendes offer kan opfattes som et råb om hjælp.
Men virker Tivoli metoden? Ja, i nogle tilfælde vil samværet med pædagogerne få de unge til at åbne sig og det bliver muligt at trænge ind til problemets kerne. Modellen rummer dog en altafgørende fejl. Negativ opførsel bliver positivt belønnet. Alle normer for normal opførsel bliver udfordret. Hvor at de voksne som omgiver de unge kan se de store linier, så er hjernen hos mennesker ikke færdigudviklet før at de er 18-20 år og de unge, der ikke er i stand til at tage beslutninger baseret på langsigtede konsekvenser, vil måske begå ny kriminalitet baseret på de kortsigtede goder.
I den anden grøft finder vi smid-nøglen-væk modellen. Den fik sine fortalere i USA under Clinton og under den nuværende økonomiske krise kæmper man med at betale prisen. Indespærring koster. I USA har man i dag ca. 1 procent af landets totale befolkning bag tremmer. På trods af dette massive antal indespærrede er kriminaliteten på samme niveau som i 1970. Overbelægningen i fængslerne har med andre ord ikke medført lavere kriminalitet, men derimod kreativitet med respekten for domstolene. Det har medført absurde tilstande som i Californien hvor at indsatte bliver løsladt efter at have udstået 10 % af deres straf, hvis de ikke har begået vold som en del af deres forbrydelse.
Vi ved i dag at når man koncentrerer kriminelle så sker der en negativ erfaringsudveksling. 25 % af de indsatte vil begå ny kriminalitet igen efter at de er blevet løsladt. Meget tyder på at dette tal kan reduceres hvis den indsatte har samme kontaktperson hele vejen igennem forløbet og i et stykke tid efter at personen bliver løsladt. Ved ungdomssanktionen har vi i perioder set at 70 til 80 procent af de unge begår ny kriminalitet inden udløbet af forløbet. Ungdomssanktionen er netop kendetegnet ved at ansvaret for det enkelte forløb er delt mellem to instanser og at der i mange tilfælde ikke er en rød tråd igennem forløbet.
Når en løsning er så dyr som døgninstitutioner, så er den også sårbar i en tid med dårlig økonomi. Det har længe forlydt at unge slap billigere fra deres gerninger sidst på året hvor at de kommunale kasser var tomme end først på året, hvor at man står med et frisk ubrugt budget. Når Svendborg stod med den første person på 14 år, der blev sigtet for en forbrydelse, så var det netop et udslag af sårbarheden ved døgn behandling.
Når man tænker på at blot en anbringelse forholdsvis nemt kan koste en halv til en hel million pr. år, så er det tid til at vi gør op med begge modeller. De kan ikke stå alene.
Der skal findes en metode, hvor at der er plads til at anerkende at mennesker kan begå fejl og at det vil have en konsekvens at begå fejl, men også at det anerkendes at tage ansvar for egne handlinger.
Siden 2006 har jeg hostet to hjemmesider. Det ene rummer en registrering af metoder brugt kloden over til at håndtere asocial opførsel blandt unge og det andet en side med anbefalinger med metoder der har gode resultater, når vi taler om at forhindre at de unge, der har begået kriminelle handlinger, begår dem igen.
Den løsning, som jeg primært anbefaler, er at indføre voldgift i almindelige retssager, som vi kender det fra civile sager. Den bygger på:
1) At stoppe udviklingen på linie med at stoppe en ulykke, så situationen ikke eskalerer indtil at anbringelse er uundgåelig.
2) At involvere individet i straffe processen, så de tager hånd om deres egen situation.
3) At involvere andre unge i processen, så de lærer om værdien ved at støtte op om lokalsamfundet og ikke begår samme fejl.
Når politiet tager den unge i den stjålne bil, så er der basalt set tale om en tilståelsessag. I sådanne tilfælde hvor at de unge fanges imens at de er i gang med at begå deres gerninger, så skal de have tilbuddet om at få sagen afgjort ved en voldgift. De vil blive pålagt opgaver – kaldet konsekvenser – de skal udføre i lokalområdet, hvorefter at de vil stå med en ren straffeattest.
Det vigtigste er dog som ved uheld at stoppe udviklingen, så omfanget af ulykken ikke udbredes. Man observerer ikke et biluheld og går i gang med at redde de nødstedte. Man sætter en advarselstrekant op først så man ikke risikerer at andre kører ind i den forulykkede køretøj og eskalerer skaden, hvorefter at redningsarbejdet kan gå i gang. På samme måde så stopper en arrestation med efterfølgende sigtelse og sluttelig ekskorte hjem til forældrene ikke for nye kriminelle handlinger inden at sagen kommer for. I dag er det nærmest som om at tingene skal eskalere indtil at der enten er et tocifret antal forhold at foreligge for retten eller at vægten af sagsakterne er over 2 kilo for at begrunde tvangsfjernelse, et argument der også kom frem i forbindelse med den tragiske sag fra København for at et avisbud blev dræbt under udførslen af hans arbejde.
Læser man landets aviser her i sommerferieperioden så er det aldrig de unges problem at de keder sig. Det er forældrenes skyld at de unge køre ulovligt, eller det er nogle andres skyld der er ikke lagt brænde frem så de unge kan tænde sig et bål og så går de ud over kommunens træer. Det er blevet legitimt at ødelægge når man keder sig.
Det er i den forbindelse at jeg er bekymret for at vi lader de unge beskytte for godt, så de ikke tidligt lærer at tage ansvar for egne gerninger. En meget brugt parole før murens fald var “Frihed under ansvar”. Hvad om vi erkendte at barndommen stopper i de tidlige teenageår, som mange eksperter beklager og lod det være en samfundspligt at unge skal være med til at håndhæve loven på linje med værnepligten?
I en række lande har man åbnet for at unge kan stilles for et panel af unge på deres egen alder. Dvs. fremover vil politiet efter arrestationen spørge den unge om han vil vente på en dom eller få afgjort sagen indenfor en uge ved en voldgift mod at få en konsekvens, der skal udføres hvorefter at tavlen er renset og deres straffeattest er blank. Da mange unge tænker i nutid vil de vælge denne løsning ganske som mange unge i gamle dage tog en lussing fra landbetjenten i stedet for at lade sagen skrive.
Derefter vil de få en GPS-fodlænke på som de skal diskret skal bære indtil at sagen er slut. Det er nødvendigt for at stoppe udviklingen. Der skal ikke være yderligere restriktioner på, men den enkelte ved nu at storebror i form af politiet ved hvor at de er døgnet rundt og at en fjernelse af den vil betyde automatisk tilbageholdelse på en lukket institution
I løbet af den uge, der vil gå indtil at voldgiften skal finde sted vil de blive kaldt ind til to møder med de udpegede unge og deres vejleder der skal udfylde rollen som anklager og forsvarer. Der vil politirapporten blive gennemgået og de vil få stillet kritiske spørgsmål.
Ved selve voldgiften vil den unge møde de førnævnte unge, samt en panel af yderlige 5-7 unge, der sammen med en domsmand og vil beslutte hvilke konsekvenser deres handlinger skal have. Der skal være en repræsentant for socialforvaltningen tilstede.
Det kan være konsekvenser som medhjælp på genbrugspladsen, hvor at haveaffald ofte skal flyttes rundt, det kan være vedligeholdelse af parkområder, direkte opgaver relateret til deres gerninger så som at male graffiti over, anden samfundstjeneste eventuelt suppleret med nogle skriftlige opgaver, hvor at juryen måtte finde det nødvendigt. Udgangspunktet er at dem der begår nogle kriminelt i nærmiljøet tager tryghed fra dette. De skal som led af deres konsekvens betale tilbage til nærmiljøet.
Erfaringer fra udlandet viser at de unge som har fået deres gerninger bedømt af populært sagt deres egne ikke begår kriminelle gerninger igen. Rent statistisk taler vi om under 5 procent.
Det skyldes jvf. eksperterne at de unge ikke længere søger accept hos forældrene eller andre voksne. De søger accept blandt unge som dem selv. Tvinges de ind i en analyse hvor at de skal forholde sig til deres gerninger i et forum hvor at konklusionen har værdi hos den enkelte, så vil de forholde sig til resultatet i langt højere grad end hvis konklusionen bliver draget af nogle personer de ikke kan identificere sig med.
Men det skyldes også at de små ting tages alvorligt og at der skrides tidligt ind, så de unge forstår at lovovertrædelser har konsekvenser.
Når konsekvensen så er udmålt er det op til forældre og socialforvaltningen at opmuntre til at konsekvensen udmåles. Det må sigtes at det sker på en værdig måde for den unge. Der skal genopbygges – ikke nedbrydes. Dvs. at den unge skal tiltales som en normal menig medarbejder og den unge skal svare høflig tilbage. Der er ikke brug for drama i den situation. Der er brug for ro til eftertanke.
Danmark har brug for en virkelig ny start. Vi har brug for et opgør med begge anvendte modeller hen imod at der laves en arbejdsfordeling imellem vores domstolssystem og socialforvaltningen, så de hver især beskæftiger sig med hvad de er gode til.
Mennesker hører til i frihed, men det er frihed under ansvar for både sig selv og vores samfund. Den læreproces er nødvendig at implementere hos de generationer, der om ikke så få år skal styre vores land.
Referencer:
Om børne domstole
Stor succes for børnedomstole, af Jesper Termansen, Berlingske Tidende, 21. september 2007
The National Association of Youth Courts, Inc.
Ungdomsdomstolen, Retsreform Nu
En henrettelse i Texas søndag, 27. jun 2010
Skrevet af covergaard under Ukategoriseret, KommentarerDen 1. juli 2010 vil staten henrette Michael James Perry for mord. Det er i sig selv ikke usædvanligt. Texas er blandt de stater, der henretter flest mennesker.
Hvorfor har jeg så bidt mærke i denne sag?
Det er fordi at omstændighederne omkring retssagen er på et tegneserie niveau, som nærmest er hån imod ofrene. Meget taler for at den rigtige morder går rundt i frihed.
Vi kan lige nævne nogle punkter:
Til en start har man været nød til at fyre retsmedicineren Paul Shrode. Han har afgivet falsk vidnesbyrd i andre sager. På grund af hans vidneudsagn i Hr. Perry’s sag, så undersøgte man ikke en række retsmedicinske fakta, da man jo allerede havde morderen.
Den betjent som stod for afhøringen og som efterlod Hr. Perry slået til blods blev senere idømt fængsel fordi at han sammen med kollegaer på stationen havde udviklet deres egen version af “Scared Straight” hvor at fanger i lokale fængsel fik lov til at tage tøjet af teenagere, så de kunne mærke at det ikke var sjovt at være i fængsel.
Hr. Perry sad i fængsel så tæt på det tidspunkt på det ene mord at han skulle køre 300 km/t for at nå frem til gerningsstedet i tide.Kronvidnet fik immunitet mod at vidne imod dem. Kronvidnets stedfar er meget tæt knyttet til det lokale politi.
Tilståelsen blev opnået imens at Hr. Perry var under påvirkning af stoffer. Så påvirket at selv statsadvokaten skriver at han måtte fikseres som en forklaring på hvorfor at Hr. Perry blev så forslået. Men hvis han var så påvirket at han ikke vidste hvad der var op og ned, kan man så sætte lid til en tilståelse i det hele taget.
Meget tyder på at Michael Perry kan være uskyldig i mindst et af de tre mord, han er dømt for. Selvfølgelig skal han ikke gå fri hvis blot et af disse mord er begået af ham. Der findes en mulighed for at omstøde dødsdommen til livsvarigt fængsel uden mulighed for benådning. Den mulighed bør udnyttes. Skulle alle disse mærkelige omstændigheder ved sagen føre til at han findes uskyldig en gang i fremtiden, så kan skaden gøres nogenlunde god igen hvis han er fængslet, men man kan ikke vække en død mand til live igen.
Jeg startede ud med at skrive at staten Texas henretter en del hvert år. Hvor følger vi lige præcis denne sag?’
Det gør vi fordi at Hr. Perry har gået på kostskolen “Casa by the Sea” der lå i Mexico. Den blev lukket af myndighederne i Mexico på grund af mistanke om fejlmedicinering og mishandling. Den havde forbindelse til Boot Camp’en “High Impact” hvor at børn lå bundet i hundebure så de kunne blive ordentlige mennesker igen.
Hr. Perry blev tidligt diagnosticeret med ADD og fup-diagnosen ODD. 65-70 % af alle danske teenagere lider i perioder af ODD som står for “Oppositional Defiant Disorder” dvs. en besværlig teenager. De unge der var på “Casa by the Sea” og som er i live i dag har for manges vedkommende PTSD.
I den pressemeddelelse som statsadvokaturet i Texas har udsendt står der at Hr. Perry tog sin eksamen ved kostskolen. Det er ikke korrekt. Hvis de ikke vil være der, når de fylder 18 så smides de på gaden og forældrene får at vide at de bedst kan støtte deres barn ved helt at nægte dem kontakt indtil at de rejser tilbage og færdiggøre deres uddannelse på en af kædens kostskoler. Der findes unge som ikke har haft kontakt med deres forældre i 10 år på denne konto.
Vi ved i Danmark at unge som fylder 18, har en psykisk lidelse og sættes på gaden af det sociale system uden et fyldestgørende efterværn med stor sandsynlighed vil ende i fængsel indenfor kort tid. Vi har rigtig mange indsatte i Danmark, der opfylder dette kriterium, så det er mere end et postulat.
Vi vil gerne appellere at Guvernøren i Texas omstøder dødsdommen til livsvarig fængsel, så der gives mere tid til at få sandheden frem i denne sag.
Referencer:
With life or death consequences, former Lubbock official scrutinized, af James Clark, KCBD, 23 juni 2010
Ex-officer sentenced for official oppression, af Lucretia Cardenas, The courier of Montgomery County, 27. april 2009
Save Michael Perry InfoThe Little Fishes that Got Away, Associated Contents, 19 februar, 2008
Datablad vedr. Casa by the Sea- Secret Prisons for Teens
Datablad vedr. High Impact- Secret Prisons for Teens
Media Advisory: Michael Perry scheduled for execution, Attorney General of Texas, 24 juni 2010
Som sædvane forstår kommunerne ingenting (unges kriminalitet) fredag, 12. jun 2009
Skrevet af covergaard under Ukategoriseret, KommentarerNu vil kommunerne lukke de sikrede institutioner. De mener at de får for lidt for de ca. 7.500 kr. om dagen det koster at have de unge der.
I stedet foreslår de at de unge skal tage ud i ødemarken med en jægersoldat eller anden erfaren person, som skulle give dem nye input.
De forstår ingenting.
Man kan ikke forvente positive resultater ved hver sag, når vi er derude, hvor at indespærring er eneste option. På den wiki-database som jeg driver i samarbejde med nogle Amerikanere, så har vi registreringer om næsten 1.000 afsonings-/rehabiliterings-sytemer. Konklusionen er at de virker dårligt uanset om vi indespærrer folk ude i en skov, på efter efterskole med hegn omkring eller ej, i et fængsel eller i en boot camp.
En overlevelsestur, som i USA markedsføres som ”vildmarksterapi” for at retfærdiggøre en dagspris på 400 dollars virker i øvrigt på en anden målgruppe, nemlig et menneske som er fanget i dagligdagens stress suppleret med lidt misbrug af alkohol- eller stoffer. Et sådan menneske bør som os alle hive stikket ud og få skoven til at virke som en mur. En mur som holder dem væk fra misbruget, men så sandelig også en mur, som holder den grumme virkelighed væk fra dem. Men opholdet bliver kun en succes, hvis personen er indstillet på forandring for der skal arbejdes hårdt på det personlige plan, fordi at når skoven forlades så venter samme sociale forhold derhjemme. Dvs. de samme faktorer som forårsagede misbruget vil trofast vente på den afgiftede person.
Vi skal have disse overlevelsesture, men de skal drives af offentlige misbrugscentre og de enkelte unge skal have en voksen fra husstanden med, så der er en voksen der kan coache når de kommer hjem til alle fristelserne.
Nok om overlevelsesture. Hvad kan vi gøre for at fjerne presset fra de sikrede ungdomsinstitutioner og stoppe praksis med at sende unge i voksenfængsel hvilket er på kant med internationale konventioner som vi har skrevet under på?
Der hvor at der skal sættes ind er i kommunerne og de skal have nogle flere værktøjer og penge til løfte opgaven, men de skal også have hjælp.
En hjælp som de skal have af befolkningen. Vi har brug for en generation af mennesker som skal have en større forståelse af de konsekvenser der sker af deres handlinger og hvilke parametre som ligger til grund for en dom fra vores retsvæsen. Der har aldrig været større afstand mellem befolkningen og domstolene.
Vores magt er tredelt og i pensum for en ungdomsuddannelse bør kendskab til aktuelle sager, deres behandlinger og resultater medgå. Alle der har modtaget undervisning ved at den undervisning som virker bedst er den undervisning som er ”hands-on”. Derfor bør vi rekruttere de unge til at afgøre sager med unge på anklagebænken. Sager hvor vi taler om butikstyveri, vandalisme og mindre slagsmål.
Og der er rigeligt at tage af. Vi kan blot gå til den nærmeste folkeskole og finde eksempler på både vandalisme og vold. Ja selv lærerne får tæv. Der skal simpelthen indføres en slags værnepligt for unge, der trækker frinummer til forsvarets dag. Trækkes der frinummer, så skal man enten være jury-medlem i 5 sager eller være forsvarer eller anklager i 2 sager. Møder kvinder ikke op til forsvarets dag, så er det deres værnepligt.
Men at få en masse mennesker til at dømme er ikke nok. Vi har også brug for at gøre brug af moderne konsekvenser og en kommunal kriminalforsorg:
Et fælles træk for mange unge voldspersoner er at de mangler empati. Der er sket et svigt et sted, hvor at 10-24 måneders ventetid på en paragraf 50 rapport som i princippet skal laves før at der kan ske sociale tiltag heller ikke har gjort sagen bedre. En fast bestanddel af en dom ved en domstol for unge bør derfor være at sige undskyld. Først og fremmest undskyld til den part som det er gået ud over, men også undskyld til gerningspersonens egne forældre, da vi taler om at vise de unge hvor mange at deres handlinger egentlig rammer.
Sekundært så skal domstolen sørge før at de unge fastholdes i deres netværk. Langt de fleste unge er velfungerende mennesker og alle har i deres netværk positive rollemodeller. Det er ikke ensbetydende med at unge skal fastholdes i eget hjem for enhver pris, men vi må indføre et opgør med trafikken til et opholdssted i den anden del af landet. Opholdsteder som for størstedelen godt nok gør et godt og solidt arbejde, men der er også steder hvor at stedet drives af en psykoanalytiker med to aftenskoletimer som deres uddannelsesgrundlag. Der er ingen landsdækkende standard for hvad der forventes af et opholdssted eller et behandlingshjem, hvilket har vist sig at være en ladeport på vid gab for diverse halvreligiøse aktører og deciderede plattenslagere. I stedet skal hver kommune have sin efterskolelignende institution, hvor at den sociale indsats overfor beboerne så forstærkes med de kræfter som er i den lokale familieafdeling, der kender beboerne i forvejen.
Når de skal holdes i lokalområdet kan man bruge konsekvenser som samfundstjeneste. Vi taler om at fjerne affald, forhøje støjvolde og diger eller fordybe overløbsbassiner i teams, så de lærer at samarbejde. Disse teams kunne suppleres med velfungerende unge, som så skulle modtage betaling for deres arbejde. Vi ved at uanset hvordan at vi samler vanskelige unge, så skaber vi en negativ synergi, når det sker. Der vil være sager, hvor at konsekvensen kunne blive blødere f.eks. i form af at skulle tage ned i en børnehave og læse historier for børn, hvis vi taler om f.eks. butikstyveri begået at et ungt menneske som egentlig vil have hjælp. Hjælpen skal gives, men konsekvensen skal stadig være der for at sende et signal om døren til hjælpen står åben uden at der skal begås kriminelle handlinger.
Der er selvfølgelig unge som ikke skal færdes ude om natten, hvis de skal passe deres uddannelse og et offer for gadevold skal heller ikke kunne møde sin voldsmand på gaden. Derfor må vi supplere med såkaldt geo-fencing, som er en GPS-fodlænke der kodes til at den unge kan færdes indenfor et område som rummer hjem, skole, arbejde og fritidsaktivitet, men også et område som kan blive mindre forskellige tidsrum f.eks. når samfundet dikterer at den enkelte unge skal motiveres til 8 timers søvn. Hvis den unge piller fodlænken af eller forsømmer opladning, så koster det en overnatning i den lokale detention første gang, to overnatninger anden gang osv. Budskabet vil sive ind.
Det er i øvrigt ikke kun den dømte som skal behandles. Ved enhver dom skal der kobles et team af to familievejledere på de enkelte familier. Et sådan team kan betjene 10 familier og det er således langt billigere end at indespærre en person. De skal kunne trække på en social- og sundhedshjælper, hvis det drejer sig om mangel på basal struktur i hjemmet i form af rengøring eller madlavning.
Sidst og ikke mindst bør en konsekvens rumme et element af at de dømte selv skal være jurymedlemmer når de øvrige konsekvenser er afsonet. Der skal være en gulerod. Hvis de dømte udfører deres konsekvenser, så er straffeattesten blank. Mennesker begår af natur fejl, men hvis de angrer deres gerninger og udfører pålagte opgaver, så skal vi i et kristent samfund kunne tilgive.
Et tilbagevendende spørgsmål er den kriminelle lavalder. Indfører vi en kommunal kriminalforsorg med en målsætning om at unge helst skal afsone i lokalområdet, så kan denne godt sænkes. I dag risikerer de at spørgsmål om deres tvangsfjernelse afgøres af yngstemand på socialkontoret jf. Politiken.
Ved at have nogle effektive stopklodser før at vi taler om at indespærre unge på sikrede institutioner, så vil vi få lige så få indsatte sådanne steder som i de andre nordiske lande. Vi er dem som fængsler flest unge i norden i forhold til landets befolkning.
Siden årtusindeskiftet har det handlet om at vi har kopieret USA’s strategi fra 1900’erne om at vi skal straffe hårdt. I USA har man indset skadesvirkningerne af et årti, hvor at man forsøgte sig med at fængsle sig ud af problemerne og man er i gang med at rette op med mange tomme ungdomsfængsler til følge.
Vi er ikke kommet så langt ud. Vi kan vende skuden.
Men det kræver at kommunerne og ikke mindst staten, der sidder på pengene følger eksperternes råd som alle siger det samme på verdensplan i stedet for at forfalde til hvad der kan sælges som et populært budskab på fjernsynet i form af 5 minutters forargelse.
Er dette muligt eller styrer hensynet til taburetkløen for meget?
Kilder:
Kommuner, Luk institutionerne (TV2)
Børn bøder for socialrådgivernes svigt (Politiken)
Danske unge sidder oftere bag tremmer (Urban)
Nytårstalen 2008 - 2009 lørdag, 3. jan 2009
Skrevet af covergaard under Afghanistan, loven, nytårstale, ungdomshuset, KommentarerSå er året 2008 overstået. Når vi ser tilbage på situationen ved årsskiftet 2007, så er forskellen at vi er i gang med at overstå en økonomisk krise. Ellers er der ikke sket noget.
Vi er stadig i gang med en endeløs krig i Afghanistan som ikke kan vindes uanset hvor meget vores modige og tapre soldater vinder. For de andre lande udfører ikke deres dele af arbejdet. Der er tragisk, at vi sender unge pligtopfyldende mennesker ud for at løse en opgave og som de løser så flot selvom at de har lidt grusomme tab for så at lade det hele falde på gulvet, når opgaven er løst og andre lande skulle have over. Det er meningsløst og nu sker der så heldigvis det at USA endnu engang må komme de nølende nationer til udsætning som så mange gange før, så forhåbentlig vil 2009 blive et vendepunkt.
Men på mange andre områder skete der ikke noget. Der er stadig boligkvarterer hvor at borgerne ikke kan færdes trygt. Der er stadig eksempler på at unge under 15 år reelt er politiske fanger, når deres fremtid alene skal afgøres af om der på det tidspunkt på året, hvor at deres skæbne skal afgøres er penge i kassen. Penge i en mængde som afhænger af hvilket politisk flertal, som er i kommunekassen.
Der er andre lande, hvor at man efter årtier med nul- tolerance og indespærring af vanskelige unge for at sikre sikkerheden i samfundet er kommet til en erkendelse af at det simpelthen er både nyttesløst og virkningsløst at fjerne den ene efter den anden fra samfundet uden at gøre noget ved årsagen. En årsag, som skal findes i de sociale sammenhænge hos den enkeltes familie, men også i det lokalsamfund, som tingene finder sted i.
I en stat som Michigan har man erkendt at pengene simpelthen ikke er til strategisk indespærring af alle som overtræder loven. Man lukker de store ungdomsfængsler og laver dagsbehandling. Problemer har rod i lokalsamfundet og skal løses i lokalsamfundet. Det er set i lyset af at vi her i landet lader tingene stå til indtil at der ingen vej er udenom en døgnanbringelse, hvor at 5.000 kr. pr. døgn ikke er sjælden set, at hjemmesiden www.retsreformnu.dk blev oprettet.
Vi skal ikke straffe unge hårdere end voksne for den samme lovovertrædelse, som det f.eks. er sket, når unge under 18 år får 2 års ungdomssanktion og en myndig i samme sag blot får nogle få måneder.
Vi skal blot have et system, som giver en konsekvens ved første lovovertrædelse og et belønningssystem, som sikrer den unge blank straffeattest når denne vel at mærke afleverer et stykke arbejde.
Vi skal have et system, hvor at den unge kan blive i sit sociale netværk og dette netværk skal hjælpe til med at rette tingene op igen.
Vi venter nu på gud hvor mange år på en kommissions udspil på hvad man skal gøre ved kriminelle unge alt imens at man rundt om i verdenen kan se det ene efter det andet innovative forsøg på at komme videre. Der ligger allerede en omfangsrig Maryland rapport på mere end 600 sider, som man kunne have plukket fra.
Der er tale om stilstand og ansvarsfraskrivelse. Alt imens smider unge deres fremtid på gulvet og almindelige Danskere bliver ofre for lovovertrædelser.
2008 var også året hvor at de unge i København igen fik et ungdomshus. Der blev ro i København. Byen har ikke godt af at de unge færdes på åben gade. Det er måske ikke en god slutning på historien rent moralsk, men borgerne kan da i det mindste være i fred. Og de lokale borgeres vel må vejes over alt andet. De kom til at leve i en krigszone og det var ikke landet værdigt.
Internationalt skete der heller ikke så meget. Der var de sædvanlige naturkatastrofer, terrorangreb og krige. Der sker ikke mere før at befolkningerne i de forskellige lande får nogle penge at til at tage deres fremtid i egne hænder. Det er lidt svært for dem at se hvorfor at det skulle være nødvendigt, når vi kommer ned og laver det ene projekt efter det andet baseret på vores forestillinger om hvordan at tingene skal være. Fremtiden er nok at man laver mikrolån, så den enkelte familie kan drive forretning, som de kan leve af. Et lån – ikke en gave, så der er noget forpligtende.
Er der noget positivt at sige om 2008 som på det personlige plan foruden det glædelige markering af vores kobberbryllup også rummede komplicerede tandoperationer, tab af et familiemedlem noget før end forventet, en påkørsel af en spritbilist og nu senest her ved indgangen til 2009 isolation fra familien fordi at man vil håndhæve fartgrænserne så vi alle skal købe computere for at kunne se hinanden via internettet, da transporttiden ellers vil umuliggøre at vi ses mere end en eller to gange om året?
Dybest set ikke. Det blev til sidst et år som skulle overstås.
Må 2009 blive et bedre år.
Er udvekslingsstudenternes tid forbi? søndag, 7. dec 2008
Skrevet af covergaard under italien, kulturforskelle, mordsag, udvekslingsstudent jura, usa, KommentarerVi har set flere sager, hvor at unge mennesker er rejst til fremmede lande og er kommet i klemme.
Senest kører sagen imod Amanda Knox nede i Italien, men der skal mindre end et mord til at ødelægge hvad der skulle være en stor oplevelse for den unge.
En interesseorganisation, som ser efter rettigheder for Asiater, der besøger USA stiller således spørgsmålet om hvorvidt at værtsfamilierne overhovedet checkes.
Are Foreign Exchange Students Safe?
Den stakkels pige blev placeret hos en person med en plettet straffeattest.
Men sagen står ikke alene. Vi taler også om sex-overfald:
U.S. Targets Sex Abuse Of Exchange Students
Ikke kun egentlige udvekslingsophold indeholder potentielle udfordring for befolkningen i det land som besøges. Også ved sprogrejser er der problemer. Således har vi fra de nordiske lande efter de svenske mediers opfattelser et dårligt ry på Malta:
EF student’s death in another country shifts focus on Malta, by Kurt Farrugia, 10 August 2007
Dette problem ses også her i landet, hvor en meget stor del af befolkningen har svært ved at kapere at nogle unge fra andre kulturer har et noget alternativ syn på lov og orden. Ret beset så opfører de unge sig kun som om at de er hjemme og det oprører befolkningen på Malta stort set lige så meget som visse unges med anden etnisk oprindelse end dansk oprører os med deres opførelse.
Amerikanerne forundres over Amanda Knox sagen. Et nærgående TV-program gennemgik de beviser som politiet havde næsten et år efter hendes arrestation og fandt utallige fejl og mangler.
En Laura kommenterer: i am so confused as to why the exchange students were in a private apartment…i was under the assumption that the programs would put them up in school housing.why not a secure and monitored environment? i place some blame on the exchange program, and the school…kids this age still need much guidance, especially in such a new environment, so far from home…
Sådanne kommentarer får mig til at tro at de slet ikke forstår at Campuses og universiteter kan være konstrueret på anden måde end et aflukket område med eget politi. For hvad er de vant til. Jo, mange af deres High Schools are konstrueret som fængsler (faktisk af de samme artiktekter.) Man skal have passerseddel for at lade vandet under en time, hvis man bliver stoppet på vej til toilettet. I over halvdelen af staterne rækker forældrenes ansvar ud over det 18′ende år. Forældrene kan blive dømt som medansvarlige for juniors gerninger, hvis de f.eks. er vidende om dennes drikkeri. (Grænsen er 21 år, medmindre at man melder sig til hæren). Derfor kan man mange steder se unge accepterer selv hårde straffe for at være taget med en enkel øl eller to blot for at undgå at forældrene bliver informeret.
Amanda Knox sagen har fået en del til at nægte hvorfra at de kommer:Seattle exchange student reflects on Knox/Seattle stigma
Måske får sagen samme virkning for udvekslingsstudenter som Woodward-sagen. Den er så gammel af de fleste ikke kan huske den. Her er et resume: En ung engelsk pige kommer til USA under Reagan tiden hvor MADD, som er en forældre organisation imod al drikkeri for unge under 21 havde vind i sejlene. Her bliver hun ansat som barnepige for et rigt ægtepar, som også havde et barn de kunne vise frem. Kort sagt nogle temmelig fraværende forældre. Men hun levede ikke som de indfødte. Hun gik i byen en gang imellem. Da det lille barn døde så blev hun dømt efter en paragraf, som ville give mellem 15 år og livsvarigt. Man fandt hende udsvævende efter Amerikanske forhold. Dommen blev omstødt og hun blev udvist. Dermed umiddelbart punktum og så alligevel ikke. I 2007 sagde en af de ledende specialister om sagen af moderne retsmedicinske teknikker ville have frikendt hende.
Det var en sag som gav et vink med en vognstang til europædiske unge om at holde sig væk. På samme måde vil Amanda Knox sagen fortælle lidt om hvor godt at Italienerne husker at Amerikanske soldater dræbte en Italiensk spion i Irak og at de prøvede at sætte det Italienske domstolsystem ud af kraft i forbindelse med Achille Lauro sagen. Udefra ligner sagen en simpel hævnaktion. Ingen regner med at de Italienske myndigheder overhovedet kan tåle at hun bliver frikendt når de har holdt på hende et helt år før at de rejste tiltale. Hele sagen hviler på et forhør hvor at hun ikke havde adgang til juridisk assistance.
Hvor stiller det danske unge?
Jo, formentlig skulle de helt lade være med at studere eller læse i udlandet. Der er simpelthen for mange risisi med hensyn til juraen. Derudover så lover mange rejseselskaber mere end de kan levere.
Sidst og ikke mindst kan de blive nød til at opgive for meget af dem selv. Mange unge tager f.eks. til Australien. På trods af at en ombudsmand har givet et klart mandat til at de ikke skal bære uniform, så står de unge ikke på deres ret. Dermed udsletter de deres egen identitet og den pris kan få betydning for dem, når de vender hjem til vores noget overlegne kultur.
En hjemmeside som bla. refereres i Wikipedia kommer således med en række emner, som de unge bør tage stilling til før at de vælger at tage ud:’
Sprog-rejser, Center-validering
Læs den, forstå den og erkend det gamle ordsprog: Øst, vest - hjemme bedst.
Forældres økonomiske ansvar i forbindelse med børns kriminalitet onsdag, 15. okt 2008
Skrevet af covergaard under boot camp, forældreansvar, genopdragelse, kostskole, kriminalitet, unge, KommentarerAndre steder er det allerede forsøgt at påtvinge forældre mere ansvar. Det har medført et boom af private halv religiøse genopdragelseslejre og i nogle tilfælde er børnene helt opgivet af forældrene for at beskytte resten af familien imod økonomiske forpligtelser som følge af børnene handlinger:
Older Children Abandoned Under Law for Babies, (New York Times)
Særligt hårdt ramt er Nebraska, som har en lov der skulle sikre babyer mod at bliver fundet døde rundt som det sker her i landet. Her kan unge mødre aflevere deres nyfødte uden videre spørgsmål. Det er den lov som forældrene nu benytter sig af.
Andre steder har man også forsøgt sig med særdeles hårde straffe for ungerne handlinger. En af de mest absurte eksempeler er nok Elisa Kelly som blev idømt 8 års fængsel for at have holdt en fødselsdagsfest for hendes 16 årige søn med alkohol.
Loven i staten som til forveksling ligner noget fra de mørkeste steder i mellemøsten er ganske klar (Virginia Alcohol Laws and Parental Responsibility). Forældrene skal agerer politibetjente og de skal om nødvendige fængsle deres afkom preventivt på en efterskole for at undgå forældre ansvar hvis afkommet drikker. I staten Illinios strækker dette ansvar sig til afkommets 21′ende år, hvis det nu voksne og myndige afkom er hjemmeboende eller på besøg i hjemmet (USE IT & LOSE IT -> Parental Responsibility) . Det er ikke bare bøde, det er fængselsstraf, vi taler om.
Danmark - Hvad vil vi med loven?
Det altafgørende spørgsmål er om vi i Danmark tillader forældrene at ansvarsfraskrive ved at sende barnet væk til en efterskole, et ophold i Faderhuset eller til Sudan på Koran skole, så de overtager ansvaret. Ret mange forældre er begge to udearbejdende og siden dobbeltindkomstsamfundets introduktion, så er der ikke længere samme føling med hvad børnene går rundt og laver.
Vælger politikerne at ansvarsfraskrivning ved brug af privat fængsling ikke skal være en mulighed, så opnår vi samme situation som i de ovennævnte stater. Forældre vil forsøge at dumpe børnene på det offentliges dørtrin, hvorefter at det så er skatteborgerne, som må stå for. Det er ikke blot en teori. Det er desværre beviseligt og testet. Nogle vil så hævde at danske forældre ikke vil reagere sådan - at de elsker deres børn. Faktum er bare at tallene er stigende selv uden denne nye lovgivning. Berlingske Tidende kunne allerede sidste år fortælle om denne tendens.
Vi må spørge os selv om hvad vi vil med loven og om vi skal forlænge barndommen kunstig. Allerede idag er børn erstatningsansvarlige i en ung alder. Når det vurderes at de er i stand til at skelne imellem rigtig og forkert, så fanger bordet. Så kommer de nogle gange til at hænge på en gæld, som de skal afdrage på i voksenlivet.
Hvor er det personlige ansvar henne?
En gang for længe siden havde man et slogan som lød “Frihed under ansvar”. Hvad blev der af dette. Danske unge har meget frihed, men hvornår skal de lære noget om ansvar?
Kunne man ikke vende tingene om og inddrage de unge i deres egen situation tidligere? Dvs. at den 12 årige efter pågribelsen kan få nogle jævnaldrene til at se på vedkommendes sag og føre disse argumenter frem imod nogle andre unge som repræsenter staten for derefter at lade en gruppe unge bestemme en konsekvens.
Det virker jo andre steder og de steder hvor at det såkaldte “Peer Court” princip bruges, så er tilbagefald til ny kriminalitet lille.
Vi må spørge os selv om hvorvidt at fremtidens unge er parate til at gå ind i voksenlivet og tage ansvar for samfundets videre drift, hvis de har fået påtvunget curlingforældre af staten indtil deres 18′ende leveår.
Værsgo - før et hemmeligt liv mandag, 4. aug 2008
Skrevet af covergaard under aldersgrænse, alkohol, byfester, halballer, lovgivning, unge, KommentarerReaktion på: Unge får forbud mod at gå til halbal, Politiken, 2 august 2008
Allerede for en del år siden sluttede bogen “What It Takes To Pull Me Through” af David L. Marcus (ISBN-10: 0618145451) med et længere skriv om hvordan at dobbeltindkomstsamfundet langsomt har lagt et pres på vores børn om at blive voksne før tid. Vi kan jo se hvor længe at de små piger forbliver i deres lyserøde verden og leger med dukker. Barndommet slutter tidligere og så kastes børnene ud i problemstillinger de egentlig ikke er modne nok til.
Det sker fordi at vi pakker dem godt ind i vat og de er aktiverede fra de møder i vuggestuen til de forlader skolefritidsordningen. De får ikke et minut til at kede sig og selv finde på. Hvad værre er at der ikke venter dem nogle pligter i form af et fritidsarbejde, når de går ud af 3. klasse. Vi har underskrevet en konvention imod børnearbejde og uanset hvor smuk tanken er og hvor mange børn som bliver reddet fra at blive udnyttet, så har denne konvention en bagside.
For kun 20-25 år siden så var landets gader fyldt af børn som delte aviser ud eller samlede dem ind til genbrugsformål. Teknologi har udslettet halvdelen af behovet for disse job og lovgivningen har fjernet resten.
I mangel af det tætte forhold i hjemmet er mange unge overgivet til at se på ældre kammerater for at få nogle værdier. Dette er ikke altid heldigt fordi at nogle grupper eksisterer for at beskytte medlemmerne i en verden, som periodisk er ond og grusom. Ofte sker det at det bedste forsvar bliver et angreb. Et forsvar mod et angreb, som måske aldrig har været på vej, men hvor at et blik eller en bevægelse på grund af ungdommelig uerfarenhed bliver opfattet som et angreb og udløser et umotiveret overfald.
Disse grupper er alle steder i vores samfund. Ingen by kan se sig fritaget. Spørgsmålet er at få dem i tale. Det gør man med grupper man kan se. En måde at få dem at se er at få dem med hvor at den gængse befolkning fester og hvor at der voksne, der kan påtale hvis festen bliver for voldsom.
Her er politiets holdning uforståelig og så alligevel ikke. Den er uforståelig, fordi at de selv ved hvor mange gange at de er kaldt ud til nedlagte huse, legepladser og grønne områder for at jage drikkende unge væk. De ved at dette samfund ikke har kapacitet etablere et kontrolsystem, hvor at en kombination af irisscan og fingeraftryk ved få udvalgte butikker kan sikre at kun voksne køber alkohol. Men den er også forståelig fordi at nye regler vil medføre krav til politikerne om ekstra bevillinger.
Nu har man valgt at følge den internationale tendens med at unges problemer skal gemmes. De må lave deres rave-parties, drikkegrupper i parken eller på stranden. Ingen problemer der, men de skal gøre det når de voksne ikke kigger på!
Så er vi tilbage til Marcus’s bog, hvor at han gør opmærksom på at parcelhusene har fået opdeling efter generationerne, så der måske kun er en buffet til fælles for alle husets beboere. Alle spiser for sig selv. Vi ser jo reklamerne, som viser at det er smart med en separat indgang for husets teenage datter - underforstået at forældrene helst ikke vil vide noget om en kommende ægtemand før at de skal med ud og købe kjole - om det er dåbskjole eller bryllupskjole kommer ud på et.
Det bliver en trist og dyr udvikling for landet, hvis vi ikke trækker de unge ind i vores kultur hvor at alkohol er en bestanddel. Alkohol er et rusmiddel som man skal have respekt for. Det er alt for farligt at give folk i hånden, så de erhverve sig de erfaringer, som generationer før dem har fået over tid. Der er ingen grund til at opfinde den dybe tallerken en gang til. De unge kan spørge deres forældre og deres forældre kan opsøge festen for at stikke en finger i jorden. Det vil de unge egentlig godt have hvis man ikke ankommer forudindtaget og fordømmende.
Det er en katastrofe at forhindre de unge i at komme til voksne fester. Når voksne er i gåsetegn, så er det fordi at man med rimelighed kan stille spørgsmålstegn ved om festen er voksen, hvis man prøver at høre det, som de kalder musik. Halfesterne har voksen personale og hvis der stadig var forældre derude, som måtte være nervøs, så har halfester ingen øvre aldersgrænse.
Forbuddet er en opfordring til de unge om at vende ryggen til samfundet, hvis de vil dyrke social samværd. En opfordring som kommer til at koste samfundet dyrt om ganske få år.
Et beslutning om forvisning. tirsdag, 8. jul 2008
Skrevet af covergaard under beslutning, efterskole, hjemve, kontrakt, KommentarerHer i 2008 står mange forældre overfor valget om at sende deres barn på efterskole. Det er blevet almindeligt for mange at gøre det, som kun for ganske få år siden var forbeholdt for forældre til utilpassede børn.
Måske for almindeligt. Forstanderen på Nyborg Efterskole har udtalt at man ser mange familier, som ikke har overvejet den fulde konsekvens af et sådan ophold.
Der er tale om mere end blot at barnet sover et andet sted. Det er et valg som kræver forberedelse. Temmelig mange unge lever i dag et liv, hvor at de er vant til at foretage kvalificerede valg uden særlig mange forpligtelser. Vi har underskrevet EU konvention om børnearbejde og der er generelt færre arbejdspladser for børn om eftermiddagen end for blot 20 år siden.
Det vil sige at unge som kommer hjem fra skole har en masse muligheder. De kan tage mad i køleskabet, trække sig tilbage på deres værelse hvis de har brug for fordybelse, har som regel ingen deciderede pligter, kan se en DVD, har ofte intet fritidsjob og kan stort set planlægge deres aften efter eget valg, så de kan bruge den halve nat på en stil eller anden projektopgave, hvis de brænder for det. Det liv med frie valg må de være parate til at opgive, hvis de tager på skole. At fravælge frihed kan være svært og for nogle umuligt.
Forvisning var historisk i øvrigt en af de første straffeforanstaltninger udover dødsstraf. Fængsling som straf i sig selv og ikke kun opbevaring indtil eksekvering af den egentlige straf kom til langt senere. At blive udelukket fra fællesskabet – den nære familie og den sociale omgangskreds – kan for nogle næsten være en for stor mundfuld. Vi læser efterhånden tit om unge, som er løbet hjemmefra i løbet af et weekendbesøg, fordi at de ikke vil tilbage på efterskolen. Her er for alvor tale om forældre som ikke har lyttet til deres barn. Heldigvis er der fornuftige forældre, som vælger at træde til i denne svære stund. Center-validering har en side om håndtering af hjemve, som bør læses.
Imidlertid er hjemrejse i utide dog en belastning – ikke kun for den enkelte, som har måtte lide med svære kvaler og dystre tanker om at være en fiasko, men også for de øvrige elever. Derfor vil det optimale være at undlade at kaste sig ud i dette ofte hovedløse engagement. Desuden har vi med reformen af 10. klasse og de nye 10. klasse centre faktisk etableret miljøer, som kan give de unge alle de udfordringer som de har brug for. Nogle steder søges bestemte 10. klasses centre sågar af unge udenfor kommunegrænsen.
Hvad kan man gøre som forælder for at forhindre et nederlag?
Før opholdet:
En hjemmeside, som registrerer private fængsler markedsført som kostskoler giver en række gode råd:
For det første vil det være en god ide at læse skolens værdigrundlag og regler. Nogle skoler går over gevind med hensyn til rygeregler. Sørg for at få registeret barnet som ryger, selvom det ikke er det. Nogle skoler ønsker kun at lade de elever, som er rygere i forvejen få lov til at nyde tobak. Hvis barnet vælger denne vane, så er der ingen grund til at dette skal sætte fremtiden over styr.
Definer et formål med opholdet. Er det fordi at du som forælder vil udstille din manglende evne til at skabe et helt menneske selv og vil placere dit barn i fængselslignende miljø, så vælg endelig en skole, som gør brug af narkotest, begrænser kommunikationen mellem familie og barnet med forbud mod mobil og opkoblet computer, ikke tillader bisidder eller at familien sørger for juridisk bistand ved konflikter. Det sidste som må være ekstra frustrerende for forældrene, som nok kan få at vide at en afhøring finder sted, men som ikke må få noget information før at børnene er blevet ”dømt”.
På en skole er lærergruppen både anklager og dommer. Der er intet ankesystem, som kan sikre eleverne appelmuligheder og en fornuftig sagsbehandling, som man kender det fra retssystemet. At skoleledelserne så nogen gange vælger at tage elever tilbage alene på grund af økonomi er en anden sag. Det viser netop at ingen regler er konsekvente, hvis der kommer økonomi på. Det ville være på sin plads at sikre en sådan ankemulighed, men det er ikke forældrenes opgave i første omgang. De skal blot være meget kræsen med at vælge skoler med ufravigelige regler, så de ikke får deres barn hjem midt i skoleåret, hvor at der kan være vanskeligheder med at starte i den lokale skole.
Hvis man har et barn, som har fået tilknytning til arbejdsmarkedet ved at have et fritidsjob eller har en sportsinteresse, hvilket begge har en positivt indvirkning på barnets karakter, så bør man overveje om opholdet ikke kan skade mere end det gavner ved at disse sunde aktiviteter enten beskæres eller helt bortfalder.
Check at indkvarteringsforholdene er i orden ved at besøge skolen. Jo færre på hver værelse, desto bedre. På trods af at der mange steder er et 2-cifret antal, som rejser, er der jo ingen garanti for et eneværelse. Antallet af badeværelser er heller ikke uvæsentlige medmindre at der ingen tidsfrister er på morgenrutinerne og det er næste utænkeligt. På trods af at Danmark er et lille land, som er der en stigende tendens til at en efterskole i nærområdet vælges, da hjemve ofte er værre jo længere væk fra den hjemmet at skolen ligger. Desuden er der det økonomiske. Forældrene må i værste fald påregne ca. 40 hjemrejser i weekenderne, hvis barnet ikke trives. Sekundært så blander nogle skoler sig kraftigt i privatsfæren ved at opstille regler for levevis under rejserne, så ved at hente dem personligt i bil, er eleverne teknisk set ”hjemme”, når de stiger ind i bilen.
Sørg for at der er muligheder for at kommunikere med barnet uden censur fra skolen. Accepter ikke en skole, hvor at mobil er forbudt uden for skoletiden – heller ikke de første par uger. De unge risikerer at blive udfordret på deres holdninger og hvem er bedre at vende disse etiske problemstillinger med end med de forældre som denne arv stammer fra.
Disse råd er vigtige, for det har store omkostninger, hvis man sender et barn af sted uden at det er klar. Vi taler om både økonomi og tabt tid i skolesystem, hvis barnet ikke kan komme ind i den lokale skole undervejs i skoleåret, hvis opholdet må afbrydes. Det vigtigste punkt er forhindre hjemve. 14 dage er den maksimale tid at hjemve kan accepteres for at undgå alvorligere problemer. Specielt mange piger er sendt hjem fordi at de tilhører de efterhånden mange unge mennesker, som skærer i sig selv for at få noget indestængt smerte ud. Det er hjemsendelsesgrund da skolerne naturligvis ikke er hverken psykiatriske afdelinger eller kender det enkelte barn grundig nok til at skelne imellem et egentligt selvmordsforsøg i forhold til en upraktisk måde at løse frustrationer på. Ophold, som bliver afbrudt af denne grund er mere udbredt end vi forældre ønsker at vide noget om.
Vær parat til at stille hjemrejse til rådighed, hvis der opstår et kulturchok. For nogle er livet på en efterskole ikke løsningen. For nogle kan det at blive udfordret ende i nederlag, hvis det sunde fundament, de har med hjemmefra bliver udsat for kritik. Her er fortrolige samtaler hjemmet og barnet imellem løsningen, men det er ikke en garanti for at hjemve ikke vil forekomme alligevel.
Hjemve må man ikke tage let på. Det kan være hele livet. Hvem husker ikke Kristina fra Vilhelm Mobergs Udvandrersaga, som smager på æbler dyrket på kerner fra hjemlandet, hvorefter at hun dør.
Så derfor ligger der et stort ansvar for de forældre som ikke har gjort op med en naiv tro på at græsset er grønnere på den anden side. Jeg misunder dem ikke denne opgave i en tid hvor at vi er udsat for massiv markedsføring og vore gamle danske værdier er voldsomt under pres. Det som der er i spil er vores børn – vores fremtid – dem, som skal formidle vores arv til deres børn.
Jeg vil afslutte med en personlig bøn til forældrene i denne svære situation: ”Tænk på dit barn og læs nu de kontrakter meget grundigt inden at der skrives under”.
