URBANblog

Archive for the ‘kriminalitet’ Category

Forældres økonomiske ansvar i forbindelse med børns kriminalitet

onsdag, oktober 15th, 2008

Andre steder er det allerede forsøgt at påtvinge forældre mere ansvar. Det har medført et boom af private halv religiøse genopdragelseslejre og i nogle tilfælde er børnene helt opgivet af forældrene for at beskytte resten af familien imod økonomiske forpligtelser som følge af børnene handlinger:

Older Children Abandoned Under Law for Babies, (New York Times)

Særligt hårdt ramt er Nebraska, som har en lov der skulle sikre babyer mod at bliver fundet døde rundt som det sker her i landet. Her kan unge mødre aflevere deres nyfødte uden videre spørgsmål. Det er den lov som forældrene nu benytter sig af.

Andre steder har man også forsøgt sig med særdeles hårde straffe for ungerne handlinger. En af de mest absurte eksempeler er nok Elisa Kelly som blev idømt 8 års fængsel for at have holdt en fødselsdagsfest for hendes 16 årige søn med alkohol.

Loven i staten som til forveksling ligner noget fra de mørkeste steder i mellemøsten er ganske klar (Virginia Alcohol Laws and Parental Responsibility). Forældrene skal agerer politibetjente og de skal om nødvendige fængsle deres afkom preventivt på en efterskole for at undgå forældre ansvar hvis afkommet drikker. I staten Illinios strækker dette ansvar sig til afkommets 21′ende år, hvis det nu voksne og myndige afkom er hjemmeboende eller på besøg i hjemmet (USE IT & LOSE IT -> Parental Responsibility) . Det er ikke bare bøde, det er fængselsstraf, vi taler om.

Danmark - Hvad vil vi med loven?

Det altafgørende spørgsmål er om vi i Danmark tillader forældrene at ansvarsfraskrive ved at sende barnet væk til en efterskole, et ophold i Faderhuset eller til Sudan på Koran skole, så de overtager ansvaret. Ret mange forældre er begge to udearbejdende og siden dobbeltindkomstsamfundets introduktion, så er der ikke længere samme føling med hvad børnene går rundt og laver.

Vælger politikerne at ansvarsfraskrivning ved brug af privat fængsling ikke skal være en mulighed, så opnår vi samme situation som i de ovennævnte stater. Forældre vil forsøge at dumpe børnene på det offentliges dørtrin, hvorefter at det så er skatteborgerne, som må stå for. Det er ikke blot en teori. Det er desværre beviseligt og testet. Nogle vil så hævde at danske forældre ikke vil reagere sådan - at de elsker deres børn. Faktum er bare at tallene er stigende selv uden denne nye lovgivning. Berlingske Tidende kunne allerede sidste år fortælle om denne tendens.

Vi må spørge os selv om hvad vi vil med loven og om vi skal forlænge barndommen kunstig. Allerede idag er børn erstatningsansvarlige i en ung alder. Når det vurderes at de er i stand til at skelne imellem rigtig og forkert, så fanger bordet. Så kommer de nogle gange til at hænge på en gæld, som de skal afdrage på i voksenlivet.

Hvor er det personlige ansvar henne?

En gang for længe siden havde man et slogan som lød “Frihed under ansvar”. Hvad blev der af dette. Danske unge har meget frihed, men hvornår skal de lære noget om ansvar?

Kunne man ikke vende tingene om og inddrage de unge i deres egen situation tidligere? Dvs. at den 12 årige efter pågribelsen kan få nogle jævnaldrene til at se på vedkommendes sag og føre disse argumenter frem imod nogle andre unge som repræsenter staten for derefter at lade en gruppe unge bestemme en konsekvens.

Det virker jo andre steder og de steder hvor at det såkaldte “Peer Court” princip bruges, så er tilbagefald til ny kriminalitet lille.

Vi må spørge os selv om hvorvidt at fremtidens unge er parate til at gå ind i voksenlivet og tage ansvar for samfundets videre drift, hvis de har fået påtvunget curlingforældre af staten indtil deres 18′ende leveår.

Anti-vold tiltag nr. 3: Dagsprogrammer

søndag, maj 4th, 2008

Det er normalt at man opererer med døgnanbringelse eller bøder, når en ung person sættes foran en dommer.

Døgnanbringelsen foregår sammen med andre unge i samme situation, hvilket så skaber de samme forudsætninger for udveksling af negative erfaringer som det er tilfældet i fængsler.

Det er derfor at den store amerikanske efterskolekæde for vanskelige børn, WWASP har taleforbud, når nye elever indtil at de er tilstrækkelig hjernevasket til at man vil høre på dem, men sådanne tilstande ønsker vi ikke i Danmark, da der ikke kommer godt ud af at ødelægge mennesker i længden.

Istedet har man mange steder opdaget at man ved hurtig behandling i domstolssystemet - eventuel foran en ungdomsdomstol - kan spare enorme summer ved at låne fra sygehusvæsenet, hvor at man dagsbehandler, når sagerne ikke er så alvorlige.

En døgnanbringelse koster fra 30.000 - 225.000 pr. måned pr. person. Det er en alvorlig sum, som får mange kommuner til at overveje en anbringelse to gange. Men endnu mere alvorligt er at stat og kommune ofte er i konflikt, når de ikke kan finde ud af at dele regningen for en ungdomssanktion eller unge, som har været vagtsfængslet efter dom skal videre (Kilde: Socialpædagogen)

Et dagsprogram skal ikke være en ferie. Det er et alternativ til indespærring. De dagsprogrammer, man arbejder med, er koncenteret omkring de unges skolegang, men der påtvungne aktiviteter før og efter skoletid. En dag, som lyder på aktiviteter fra kl. 05-17 vil gøre de unge så trætte at der ikke bliver overskud til at fare rundt om aftenen (og de unge har iøvrigt udgangsforbud.) Mange steder er lørdag formiddag også planlagt med aktiviteter.

De typiske komponenter er:

  • Fælles morgenmad (Mange familier er ikke istand til at yde dette for deres børn)
  • Skole
  • Motion
  • Coaching og/eller terapi
  • Samfundstjeneste

De unge fastholdes i deres sociale netværk, men mærker en konsekvens af deres handlinger. Hvad vigtigere er: De andre unge bemærker at deres kammerat kæmper med det hårde dagsprogram og lærer derfor at de skal tænke sig om, så de ikke havner i samme situation.

Her er et link til en side med mere info om dagsprogrammer.

Jeg troede at det var en joke og så er det den grumme virkelighed.

søndag, februar 24th, 2008

For mange år siden sendte man et show, som hed ”Jul i den gamle trædemølle” med Flemming og Berit. I dette hjem var børnene rejst til Japan i en alder af kun 12 og 14 år. Det vidste sig at de dog var en del ældre, men det var absurd at de var så meget ude af ungernes liv, at de havde styr på andet end hvad ungernes navne var.

Denne serie blev vist tilbage i 1990. Det var satire.

Men sådan er det ikke mere. Børn er defakto voksne, når de forlader SFO-systemet i en alder af ca. 12 år. De skal selvfølgelig stadig gå i skole, men de må selv finde ned i fritidsklubben. Det lyder ikke som den store udfordring, men….

Vi må lige gå tilbage i historien igen. Muren faldt i 1989. Østtyskland og Vesttyskland blev forenet. Lykken varede et års tid og så kom problemerne! Østtyskerne kunne ikke komme op i gear og sank hurtigt hen i en kollektiv depression, hvor at de gjorde sig selv til ofre. Hvorfor?

Jo, hele livet havde der været nogle til at fortælle dem hvad de skulle lave. Der var ingen som belønnede det frie initiativ.

Lad os drage en parallel til vores unger. De afleveres når de er 1 år gammel i vuggestue. De forsætter deres karriere i børnehaven og senere i skole/SFO. Hele vejen er de i konstant aktivering af dygtige, engagerede og velmenende medarbejdere. Det er det bedste af det bedste.

Hvad sker der den dag, hvor at de står på gaden og får første gang i deres liv ikke skal afvente en instruks eller et initiativ? Kan de overhovedet håndtere kedsomhed?

Lad os gå tilbage til min historie, som fortæller noget om den person, jeg er blevet til. Da jeg var ca. 12 år gammel fyldte jeg karburatorvæske på 1 liters dunke – uden handsker – uden åndedrætsværn, men det var i en tid, hvor at man skiftede bremseskiver med asbest ved siden, så det havde ikke nyttet noget. Nogenlunde samtidig gik jeg med dagens omsætning ned til banken. Da jeg var 15 år gammel stod jeg alene i butik til kl. 21. Jeg har altid arbejdet og jeg skal være meget syg for at blive hjemme. Indrømmet: Jeg har en bygningsfejl på det område. Jeg kan ikke lade være.

Men jeg var ikke den eneste. 11-12 årige knægte delte Farmer Tidende ud. Jobbet gik nærmest i arv blandt søskende og familie. I min fars tid fyldte svejere i gadebilledet.

Men i dagens Danmark er der ingen job til unge på 12. Der er kommet et EU direktiv som dikterer 13 år som mindste alder.

De har et helt år, hvor at de hænger i et vakuum. De lever som voksne, men de må ikke rigtigt arbejde.

Det er blevet socialt acceptabelt at lade ungerne passe sig selv. Vi kender reklamen om parcelhuskvarteret, hvor at husets unge dame har egen indgang, så forældrene trygt kan sove videre, når hun kommer dumpende ud på morgen med sin nye sovebamse.

Vi taler i lyset af den seneste tids begivenheder om ansvar – de unges ansvar og forældrenes ansvar.

Nogle politikere vil indføre ansvar for forældrene selvom at det allerede er tilfældet i dag, hvis retten finder det bevidst at forældrene har svigtet deres tilsynspligt.

Andre vil stille de unge til ansvar upåagtet at de er under den kriminelle lavalder. Der skal klaskes en fodlænke på dem (Ja, Hr. Pind. Det er GPS fodlænker som myndighederne anvender andre steder – ikke håndlænker).

Ja, det ville være en god ide, men der skal mere til.

Mogens Lønborg vil sende de unge fra København til Jylland. Ja, det er en gammel dansk tradition indenfor det offentlige at sende problemerne videre til det næste skrivebord. I gamle dage fik utilpassede familier på landet stukket en billet til København i hånden. Ude af syne, ude af sind.

SF vil binde landets politi-styrker. Foruden at have et større antal betjente bundet på i besættelsen af Christiania de næste 10-15 år, så skal de nu også holde i hånd med vanskelige unge. Hvor finder man alle de betjente og hvem bliver tilbage til at opklare forbrydelser?

Nogle vil straffe hele familien for en unges ugerninger upåagtet hvor godt at den unges søskende klarer sig.

Det personlige ansvar

Hvor er det personlige ansvar henne i denne problemstilling?

Vi taler om rimelige intelligente unge – kriminelle unge – voldelige unge – men intelligente unge, som har fået lov til at bestemme alt for meget alt for tidligt uden at have erfaringen til det.

Hvorfor ikke udnytte dette intellekt når de skal stilles til regnskab? For vi må erkende at tiden er løbet fra aldersgrænser, når det handler om at bryde samfundets regler. Alle lovovertrædere må stilles til regnskab for deres handlinger uanset alder.

Men vi må også gå videre end det. Når de unge så at sige må klare sig selv, så bør de også lære mere om samfundets skyggesider end de gør i dag. De må involveres i selve domstolssystemet. I andre lande vinder de såkaldte ”Teen courts” – ungdomsdomstole frem. De er domstole bemandet af unge mennesker, som efter noget oplæring får opgaven med at dømme andre unge. Nogle steder skal den enkelte dømte efter afsoning ligefrem tage plads som jurymedlem overfor andre unge. 

Formålet med disse domstole er at vise alle unge at det hurtigt kan få fatale følger at lade være med at tænke over tingene inden at man lader sig rive med af begivenhederne.

Det bør ideelt være således at hvis et ungt menneske under 15 år bliver taget i en ulovlighed, så får de en seddel stukket i hånden fra politiet med en stævning fra en ungdomsdomstol. De kan så vælge at meddele politiet at de tager chancen med de sociale myndigheder i stedet, men det bør så få den konsekvens at den unge reelt frasiger sig retten til at sove i egen seng. Ungdomsdomstolen kan ikke dømme den unge fængselsstraf, bøde eller betinget straf, men den kan dømme den unge en forvandlingsstraf eller kurser, som kan være barske nok i sig selv.

Vi taler om noget for noget. Den unge skal aflevere en tilståelse og vedkommende skal samarbejde under strafafsoningen. Hvis vedkommende gør dette, så er sagen glemt når straffen er afsonet.

Sagen er at mange af de unge, som har været involveret i den seneste tids uroligheder var gamle kendinge. Hvis de havde været stillet til ansvar uanset deres alder første gang at de gik over stregen, så havde de højst sandsynlig ikke været aktive deltagere i urolighederne. De ville have lært deres lektie.

Vi kan udtænke alle tænkelige og utænkelige afsoningssystemer, men det valg som skal foretages omkring fortsat udførelse af kriminalitet kan kun træffes af en person – nemlig den unge selv.

Kan man så ikke udtænke et afsoningssystem udviklet til de unge, som er bygget på princippet om at jo mere at den enkelte ligger af arbejde i det, jo hurtigere er straffen overstået?

Ja, det kan man ved at gøre alternativet meget utiltalende. Det gælder om at sætte simple, men ufravigelige regler op. Det gælder om at forhindre small-talk udenfor gruppeterapi. Der er ingen grund til at de unge skal finde ud af hvem som er slemmest eller udveksle erfaringer med forskellige slags unoder. Derfor skal den enkelte unge kun være sammen andre kriminelle unge, når det tjener et formål. Resten af tiden skal tilbringes i skolen eller hos familien.

Det vigtigste er dog at alle unge stifter bekendtskab med den grundpille i vores samfund, som hedder domstolssystemet. Det er næsten lige før at deltagelse i retshandlinger skal være en slags værnepligt. Der er nemlig noget paradoksalt med vores nuværende værnepligt:

Vi har i dag værnepligt til gavn for nationen mod ydre trusler, men hvor værnepligten til gavn for nationen mod indre trusler?

Referencer - Teen courts:

Mit forslag: http://www.retsreformnu.dk/ungdomsdomstolen.htm
Udenlandske links:

Referencer - dagsprogram - et eksempel på en konsekvens rettet mod unge under 15 år:Mit forslag: http://www.retsreformnu.dk/RRN.htm

Udenlandske links: