Nu vil kommunerne lukke de sikrede institutioner. De mener at de får for lidt for de ca. 7.500 kr. om dagen det koster at have de unge der.
I stedet foreslår de at de unge skal tage ud i ødemarken med en jægersoldat eller anden erfaren person, som skulle give dem nye input.
De forstår ingenting.
Man kan ikke forvente positive resultater ved hver sag, når vi er derude, hvor at indespærring er eneste option. På den wiki-database som jeg driver i samarbejde med nogle Amerikanere, så har vi registreringer om næsten 1.000 afsonings-/rehabiliterings-sytemer. Konklusionen er at de virker dårligt uanset om vi indespærrer folk ude i en skov, på efter efterskole med hegn omkring eller ej, i et fængsel eller i en boot camp.
En overlevelsestur, som i USA markedsføres som ”vildmarksterapi” for at retfærdiggøre en dagspris på 400 dollars virker i øvrigt på en anden målgruppe, nemlig et menneske som er fanget i dagligdagens stress suppleret med lidt misbrug af alkohol- eller stoffer. Et sådan menneske bør som os alle hive stikket ud og få skoven til at virke som en mur. En mur som holder dem væk fra misbruget, men så sandelig også en mur, som holder den grumme virkelighed væk fra dem. Men opholdet bliver kun en succes, hvis personen er indstillet på forandring for der skal arbejdes hårdt på det personlige plan, fordi at når skoven forlades så venter samme sociale forhold derhjemme. Dvs. de samme faktorer som forårsagede misbruget vil trofast vente på den afgiftede person.
Vi skal have disse overlevelsesture, men de skal drives af offentlige misbrugscentre og de enkelte unge skal have en voksen fra husstanden med, så der er en voksen der kan coache når de kommer hjem til alle fristelserne.
Nok om overlevelsesture. Hvad kan vi gøre for at fjerne presset fra de sikrede ungdomsinstitutioner og stoppe praksis med at sende unge i voksenfængsel hvilket er på kant med internationale konventioner som vi har skrevet under på?
Der hvor at der skal sættes ind er i kommunerne og de skal have nogle flere værktøjer og penge til løfte opgaven, men de skal også have hjælp.
En hjælp som de skal have af befolkningen. Vi har brug for en generation af mennesker som skal have en større forståelse af de konsekvenser der sker af deres handlinger og hvilke parametre som ligger til grund for en dom fra vores retsvæsen. Der har aldrig været større afstand mellem befolkningen og domstolene.
Vores magt er tredelt og i pensum for en ungdomsuddannelse bør kendskab til aktuelle sager, deres behandlinger og resultater medgå. Alle der har modtaget undervisning ved at den undervisning som virker bedst er den undervisning som er ”hands-on”. Derfor bør vi rekruttere de unge til at afgøre sager med unge på anklagebænken. Sager hvor vi taler om butikstyveri, vandalisme og mindre slagsmål.
Og der er rigeligt at tage af. Vi kan blot gå til den nærmeste folkeskole og finde eksempler på både vandalisme og vold. Ja selv lærerne får tæv. Der skal simpelthen indføres en slags værnepligt for unge, der trækker frinummer til forsvarets dag. Trækkes der frinummer, så skal man enten være jury-medlem i 5 sager eller være forsvarer eller anklager i 2 sager. Møder kvinder ikke op til forsvarets dag, så er det deres værnepligt.
Men at få en masse mennesker til at dømme er ikke nok. Vi har også brug for at gøre brug af moderne konsekvenser og en kommunal kriminalforsorg:
Et fælles træk for mange unge voldspersoner er at de mangler empati. Der er sket et svigt et sted, hvor at 10-24 måneders ventetid på en paragraf 50 rapport som i princippet skal laves før at der kan ske sociale tiltag heller ikke har gjort sagen bedre. En fast bestanddel af en dom ved en domstol for unge bør derfor være at sige undskyld. Først og fremmest undskyld til den part som det er gået ud over, men også undskyld til gerningspersonens egne forældre, da vi taler om at vise de unge hvor mange at deres handlinger egentlig rammer.
Sekundært så skal domstolen sørge før at de unge fastholdes i deres netværk. Langt de fleste unge er velfungerende mennesker og alle har i deres netværk positive rollemodeller. Det er ikke ensbetydende med at unge skal fastholdes i eget hjem for enhver pris, men vi må indføre et opgør med trafikken til et opholdssted i den anden del af landet. Opholdsteder som for størstedelen godt nok gør et godt og solidt arbejde, men der er også steder hvor at stedet drives af en psykoanalytiker med to aftenskoletimer som deres uddannelsesgrundlag. Der er ingen landsdækkende standard for hvad der forventes af et opholdssted eller et behandlingshjem, hvilket har vist sig at være en ladeport på vid gab for diverse halvreligiøse aktører og deciderede plattenslagere. I stedet skal hver kommune have sin efterskolelignende institution, hvor at den sociale indsats overfor beboerne så forstærkes med de kræfter som er i den lokale familieafdeling, der kender beboerne i forvejen.
Når de skal holdes i lokalområdet kan man bruge konsekvenser som samfundstjeneste. Vi taler om at fjerne affald, forhøje støjvolde og diger eller fordybe overløbsbassiner i teams, så de lærer at samarbejde. Disse teams kunne suppleres med velfungerende unge, som så skulle modtage betaling for deres arbejde. Vi ved at uanset hvordan at vi samler vanskelige unge, så skaber vi en negativ synergi, når det sker. Der vil være sager, hvor at konsekvensen kunne blive blødere f.eks. i form af at skulle tage ned i en børnehave og læse historier for børn, hvis vi taler om f.eks. butikstyveri begået at et ungt menneske som egentlig vil have hjælp. Hjælpen skal gives, men konsekvensen skal stadig være der for at sende et signal om døren til hjælpen står åben uden at der skal begås kriminelle handlinger.
Der er selvfølgelig unge som ikke skal færdes ude om natten, hvis de skal passe deres uddannelse og et offer for gadevold skal heller ikke kunne møde sin voldsmand på gaden. Derfor må vi supplere med såkaldt geo-fencing, som er en GPS-fodlænke der kodes til at den unge kan færdes indenfor et område som rummer hjem, skole, arbejde og fritidsaktivitet, men også et område som kan blive mindre forskellige tidsrum f.eks. når samfundet dikterer at den enkelte unge skal motiveres til 8 timers søvn. Hvis den unge piller fodlænken af eller forsømmer opladning, så koster det en overnatning i den lokale detention første gang, to overnatninger anden gang osv. Budskabet vil sive ind.
Det er i øvrigt ikke kun den dømte som skal behandles. Ved enhver dom skal der kobles et team af to familievejledere på de enkelte familier. Et sådan team kan betjene 10 familier og det er således langt billigere end at indespærre en person. De skal kunne trække på en social- og sundhedshjælper, hvis det drejer sig om mangel på basal struktur i hjemmet i form af rengøring eller madlavning.
Sidst og ikke mindst bør en konsekvens rumme et element af at de dømte selv skal være jurymedlemmer når de øvrige konsekvenser er afsonet. Der skal være en gulerod. Hvis de dømte udfører deres konsekvenser, så er straffeattesten blank. Mennesker begår af natur fejl, men hvis de angrer deres gerninger og udfører pålagte opgaver, så skal vi i et kristent samfund kunne tilgive.
Et tilbagevendende spørgsmål er den kriminelle lavalder. Indfører vi en kommunal kriminalforsorg med en målsætning om at unge helst skal afsone i lokalområdet, så kan denne godt sænkes. I dag risikerer de at spørgsmål om deres tvangsfjernelse afgøres af yngstemand på socialkontoret jf. Politiken.
Ved at have nogle effektive stopklodser før at vi taler om at indespærre unge på sikrede institutioner, så vil vi få lige så få indsatte sådanne steder som i de andre nordiske lande. Vi er dem som fængsler flest unge i norden i forhold til landets befolkning.
Siden årtusindeskiftet har det handlet om at vi har kopieret USA’s strategi fra 1900’erne om at vi skal straffe hårdt. I USA har man indset skadesvirkningerne af et årti, hvor at man forsøgte sig med at fængsle sig ud af problemerne og man er i gang med at rette op med mange tomme ungdomsfængsler til følge.
Vi er ikke kommet så langt ud. Vi kan vende skuden.
Men det kræver at kommunerne og ikke mindst staten, der sidder på pengene følger eksperternes råd som alle siger det samme på verdensplan i stedet for at forfalde til hvad der kan sælges som et populært budskab på fjernsynet i form af 5 minutters forargelse.
Er dette muligt eller styrer hensynet til taburetkløen for meget?
Kilder:
Kommuner, Luk institutionerne (TV2)
Børn bøder for socialrådgivernes svigt (Politiken)
Danske unge sidder oftere bag tremmer (Urban)