I stedet foreslår de at de unge skal tage ud i ødemarken med en jægersoldat eller anden erfaren person, som skulle give dem nye input.

De forstår ingenting.

Man kan ikke forvente positive resultater ved hver sag, når vi er derude, hvor at indespærring er eneste option. På den wiki-database som jeg driver i samarbejde med nogle Amerikanere, så har vi registreringer om næsten 1.000 afsonings-/rehabiliterings-sytemer. Konklusionen er at de virker dårligt uanset om vi indespærrer folk ude i en skov, på efter efterskole med hegn omkring eller ej, i et fængsel eller i en boot camp.

En overlevelsestur, som i USA markedsføres som ”vildmarksterapi” for at retfærdiggøre en dagspris på 400 dollars virker i øvrigt på en anden målgruppe, nemlig et menneske som er fanget i dagligdagens stress suppleret med lidt misbrug af alkohol- eller stoffer. Et sådan menneske bør som os alle hive stikket ud og få skoven til at virke som en mur. En mur som holder dem væk fra misbruget, men så sandelig også en mur, som holder den grumme virkelighed væk fra dem. Men opholdet bliver kun en succes, hvis personen er indstillet på forandring for der skal arbejdes hårdt på det personlige plan, fordi at når skoven forlades så venter samme sociale forhold derhjemme. Dvs. de samme faktorer som forårsagede misbruget vil trofast vente på den afgiftede person.

Vi skal have disse overlevelsesture, men de skal drives af offentlige misbrugscentre og de enkelte unge skal have en voksen fra husstanden med, så der er en voksen der kan coache når de kommer hjem til alle fristelserne.

Nok om overlevelsesture. Hvad kan vi gøre for at fjerne presset fra de sikrede ungdomsinstitutioner og stoppe praksis med at sende unge i voksenfængsel hvilket er på kant med internationale konventioner som vi har skrevet under på?

Der hvor at der skal sættes ind er i kommunerne og de skal have nogle flere værktøjer og penge til løfte opgaven, men de skal også have hjælp.

En hjælp som de skal have af befolkningen. Vi har brug for en generation af mennesker som skal have en større forståelse af de konsekvenser der sker af deres handlinger og hvilke parametre som ligger til grund for en dom fra vores retsvæsen. Der har aldrig været større afstand mellem befolkningen og domstolene.

Vores magt er tredelt og i pensum for en ungdomsuddannelse bør kendskab til aktuelle sager, deres behandlinger og resultater medgå. Alle der har modtaget undervisning ved at den undervisning som virker bedst er den undervisning som er ”hands-on”. Derfor bør vi rekruttere de unge til at afgøre sager med unge på anklagebænken. Sager hvor vi taler om butikstyveri, vandalisme og mindre slagsmål.

Og der er rigeligt at tage af. Vi kan blot gå til den nærmeste folkeskole og finde eksempler på både vandalisme og vold. Ja selv lærerne får tæv. Der skal simpelthen indføres en slags værnepligt for unge, der trækker frinummer til forsvarets dag. Trækkes der frinummer, så skal man enten være jury-medlem i 5 sager eller være forsvarer eller anklager i 2 sager. Møder kvinder ikke op til forsvarets dag, så er det deres værnepligt.

Men at få en masse mennesker til at dømme er ikke nok. Vi har også brug for at gøre brug af moderne konsekvenser og en kommunal kriminalforsorg:

Et fælles træk for mange unge voldspersoner er at de mangler empati. Der er sket et svigt et sted, hvor at 10-24 måneders ventetid på en paragraf 50 rapport som i princippet skal laves før at der kan ske sociale tiltag heller ikke har gjort sagen bedre. En fast bestanddel af en dom ved en domstol for unge bør derfor være at sige undskyld. Først og fremmest undskyld til den part som det er gået ud over, men også undskyld til gerningspersonens egne forældre, da vi taler om at vise de unge hvor mange at deres handlinger egentlig rammer.

Sekundært så skal domstolen sørge før at de unge fastholdes i deres netværk. Langt de fleste unge er velfungerende mennesker og alle har i deres netværk positive rollemodeller. Det er ikke ensbetydende med at unge skal fastholdes i eget hjem for enhver pris, men vi må indføre et opgør med trafikken til et opholdssted i den anden del af landet. Opholdsteder som for størstedelen godt nok gør et godt og solidt arbejde, men der er også steder hvor at stedet drives af en psykoanalytiker med to aftenskoletimer som deres uddannelsesgrundlag. Der er ingen landsdækkende standard for hvad der forventes af et opholdssted eller et behandlingshjem, hvilket har vist sig at være en ladeport på vid gab for diverse halvreligiøse aktører og deciderede plattenslagere. I stedet skal hver kommune have sin efterskolelignende institution, hvor at den sociale indsats overfor beboerne så forstærkes med de kræfter som er i den lokale familieafdeling, der kender beboerne i forvejen.

Når de skal holdes i lokalområdet kan man bruge konsekvenser som samfundstjeneste. Vi taler om at fjerne affald, forhøje støjvolde og diger eller fordybe overløbsbassiner i teams, så de lærer at samarbejde. Disse teams kunne suppleres med velfungerende unge, som så skulle modtage betaling for deres arbejde. Vi ved at uanset hvordan at vi samler vanskelige unge, så skaber vi en negativ synergi, når det sker. Der vil være sager, hvor at konsekvensen kunne blive blødere f.eks. i form af at skulle tage ned i en børnehave og læse historier for børn, hvis vi taler om f.eks. butikstyveri begået at et ungt menneske som egentlig vil have hjælp. Hjælpen skal gives, men konsekvensen skal stadig være der for at sende et signal om døren til hjælpen står åben uden at der skal begås kriminelle handlinger.

Der er selvfølgelig unge som ikke skal færdes ude om natten, hvis de skal passe deres uddannelse og et offer for gadevold skal heller ikke kunne møde sin voldsmand på gaden. Derfor må vi supplere med såkaldt geo-fencing, som er en GPS-fodlænke der kodes til at den unge kan færdes indenfor et område som rummer hjem, skole, arbejde og fritidsaktivitet, men også et område som kan blive mindre forskellige tidsrum f.eks. når samfundet dikterer at den enkelte unge skal motiveres til 8 timers søvn. Hvis den unge piller fodlænken af eller forsømmer opladning, så koster det en overnatning i den lokale detention første gang, to overnatninger anden gang osv. Budskabet vil sive ind.

Det er i øvrigt ikke kun den dømte som skal behandles. Ved enhver dom skal der kobles et team af to familievejledere på de enkelte familier. Et sådan team kan betjene 10 familier og det er således langt billigere end at indespærre en person. De skal kunne trække på en social- og sundhedshjælper, hvis det drejer sig om mangel på basal struktur i hjemmet i form af rengøring eller madlavning.

Sidst og ikke mindst bør en konsekvens rumme et element af at de dømte selv skal være jurymedlemmer når de øvrige konsekvenser er afsonet. Der skal være en gulerod. Hvis de dømte udfører deres konsekvenser, så er straffeattesten blank. Mennesker begår af natur fejl, men hvis de angrer deres gerninger og udfører pålagte opgaver, så skal vi i et kristent samfund kunne tilgive.

Et tilbagevendende spørgsmål er den kriminelle lavalder. Indfører vi en kommunal kriminalforsorg med en målsætning om at unge helst skal afsone i lokalområdet, så kan denne godt sænkes. I dag risikerer de at spørgsmål om deres tvangsfjernelse afgøres af yngstemand på socialkontoret jf. Politiken.

Ved at have nogle effektive stopklodser før at vi taler om at indespærre unge på sikrede institutioner, så vil vi få lige så få indsatte sådanne steder som i de andre nordiske lande. Vi er dem som fængsler flest unge i norden i forhold til landets befolkning.

Siden årtusindeskiftet har det handlet om at vi har kopieret USA’s strategi fra 1900’erne om at vi skal straffe hårdt. I USA har man indset skadesvirkningerne af et årti, hvor at man forsøgte sig med at fængsle sig ud af problemerne og man er i gang med at rette op med mange tomme ungdomsfængsler til følge.

Vi er ikke kommet så langt ud. Vi kan vende skuden.

Men det kræver at kommunerne og ikke mindst staten, der sidder på pengene følger eksperternes råd som alle siger det samme på verdensplan i stedet for at forfalde til hvad der kan sælges som et populært budskab på fjernsynet i form af 5 minutters forargelse.

Er dette muligt eller styrer hensynet til taburetkløen for meget?

Kilder:

Kommuner, Luk institutionerne (TV2)

Børn bøder for socialrådgivernes svigt (Politiken)

Danske unge sidder oftere bag tremmer (Urban)

Vi er stadig i gang med en endeløs krig i Afghanistan som ikke kan vindes uanset hvor meget vores modige og tapre soldater vinder. For de andre lande udfører ikke deres dele af arbejdet. Der er tragisk, at vi sender unge pligtopfyldende mennesker ud for at løse en opgave og som de løser så flot selvom at de har lidt grusomme tab for så at lade det hele falde på gulvet, når opgaven er løst og andre lande skulle have over. Det er meningsløst og nu sker der så heldigvis det at USA endnu engang må komme de nølende nationer til udsætning som så mange gange før, så forhåbentlig vil 2009 blive et vendepunkt.

Men på mange andre områder skete der ikke noget. Der er stadig boligkvarterer hvor at borgerne ikke kan færdes trygt. Der er stadig eksempler på at unge under 15 år reelt er politiske fanger, når deres fremtid alene skal afgøres af om der på det tidspunkt på året, hvor at deres skæbne skal afgøres er penge i kassen. Penge i en mængde som afhænger af hvilket politisk flertal, som er i kommunekassen.

Der er andre lande, hvor at man efter årtier med nul- tolerance og indespærring af vanskelige unge for at sikre sikkerheden i samfundet er kommet til en erkendelse af at det simpelthen er både nyttesløst og virkningsløst at fjerne den ene efter den anden fra samfundet uden at gøre noget ved årsagen. En årsag, som skal findes i de sociale sammenhænge hos den enkeltes familie, men også i det lokalsamfund, som tingene finder sted i.

I en stat som Michigan har man erkendt at pengene simpelthen ikke er til strategisk indespærring af alle som overtræder loven. Man lukker de store ungdomsfængsler og laver dagsbehandling. Problemer har rod i lokalsamfundet og skal løses i lokalsamfundet. Det er set i lyset af at vi her i landet lader tingene stå til indtil at der ingen vej er udenom en døgnanbringelse, hvor at 5.000 kr. pr. døgn ikke er sjælden set, at hjemmesiden www.retsreformnu.dk blev oprettet.

Vi skal ikke straffe unge hårdere end voksne for den samme lovovertrædelse, som det f.eks. er sket, når unge under 18 år får 2 års ungdomssanktion og en myndig i samme sag blot får nogle få måneder.

Vi skal blot have et system, som giver en konsekvens ved første lovovertrædelse og et belønningssystem, som sikrer den unge blank straffeattest når denne vel at mærke afleverer et stykke arbejde.

Vi skal have et system, hvor at den unge kan blive i sit sociale netværk og dette netværk skal hjælpe til med at rette tingene op igen.

Vi venter nu på gud hvor mange år på en kommissions udspil på hvad man skal gøre ved kriminelle unge alt imens at man rundt om i verdenen kan se det ene efter det andet innovative forsøg på at komme videre. Der ligger allerede en omfangsrig Maryland rapport på mere end 600 sider, som man kunne have plukket fra.

Der er tale om stilstand og ansvarsfraskrivelse. Alt imens smider unge deres fremtid på gulvet og almindelige Danskere bliver ofre for lovovertrædelser.

2008 var også året hvor at de unge i København igen fik et ungdomshus. Der blev ro i København. Byen har ikke godt af at de unge færdes på åben gade. Det er måske ikke en god slutning på historien rent moralsk, men borgerne kan da i det mindste være i fred. Og de lokale borgeres vel må vejes over alt andet. De kom til at leve i en krigszone og det var ikke landet værdigt.

Internationalt skete der heller ikke så meget. Der var de sædvanlige naturkatastrofer, terrorangreb og krige. Der sker ikke mere før at befolkningerne i de forskellige lande får nogle penge at til at tage deres fremtid i egne hænder. Det er lidt svært for dem at se hvorfor at det skulle være nødvendigt, når vi kommer ned og laver det ene projekt efter det andet baseret på vores forestillinger om hvordan at tingene skal være. Fremtiden er nok at man laver mikrolån, så den enkelte familie kan drive forretning, som de kan leve af. Et lån – ikke en gave, så der er noget forpligtende.

Er der noget positivt at sige om 2008 som på det personlige plan foruden det glædelige markering af vores kobberbryllup også rummede komplicerede tandoperationer, tab af et familiemedlem noget før end forventet, en påkørsel af en spritbilist og nu senest her ved indgangen til 2009 isolation fra familien fordi at man vil håndhæve fartgrænserne så vi alle skal købe computere for at kunne se hinanden via internettet, da transporttiden ellers vil umuliggøre at vi ses mere end en eller to gange om året?

Dybest set ikke. Det blev til sidst et år som skulle overstås.

Må 2009 blive et bedre år.

Senest kører sagen imod Amanda Knox nede i Italien, men der skal mindre end et mord til at ødelægge hvad der skulle være en stor oplevelse for den unge.

En interesseorganisation, som ser efter rettigheder for Asiater, der besøger USA stiller således spørgsmålet om hvorvidt at værtsfamilierne overhovedet checkes.

Are Foreign Exchange Students Safe?

Den stakkels pige blev placeret hos en person med en plettet straffeattest.

Men sagen står ikke alene. Vi taler også om sex-overfald:

U.S. Targets Sex Abuse Of Exchange Students

Ikke kun egentlige udvekslingsophold indeholder potentielle udfordring for befolkningen i det land som besøges. Også ved sprogrejser er der problemer. Således har vi fra de nordiske lande efter de svenske mediers opfattelser et dårligt ry på Malta:

EF student’s death in another country shifts focus on Malta, by Kurt Farrugia, 10 August 2007

Dette problem ses også her i landet, hvor en meget stor del af befolkningen har svært ved at kapere at nogle unge fra andre kulturer har et noget alternativ syn på lov og orden. Ret beset så opfører de unge sig kun som om at de er hjemme og det oprører befolkningen på Malta stort set lige så meget som visse unges med anden etnisk oprindelse end dansk oprører os med deres opførelse.

Amerikanerne forundres over Amanda Knox sagen. Et nærgående TV-program gennemgik de beviser som politiet havde næsten et år efter hendes arrestation og fandt utallige fejl og mangler.

En Laura kommenterer: i am so confused as to why the exchange students were in a private apartment…i was under the assumption that the programs would put them up in school housing.why not a secure and monitored environment? i place some blame on the exchange program, and the school…kids this age still need much guidance, especially in such a new environment, so far from home…

Sådanne kommentarer får mig til at tro at de slet ikke forstår at Campuses og universiteter kan være konstrueret på anden måde end et aflukket område med eget politi. For hvad er de vant til. Jo, mange af deres High Schools are konstrueret som fængsler (faktisk af de samme artiktekter.) Man skal have passerseddel for at lade vandet under en time, hvis man bliver stoppet på vej til toilettet. I over halvdelen af staterne rækker forældrenes ansvar ud over det 18′ende år. Forældrene kan blive dømt som medansvarlige for juniors gerninger, hvis de f.eks. er vidende om dennes drikkeri. (Grænsen er 21 år, medmindre at man melder sig til hæren). Derfor kan man mange steder se unge accepterer selv hårde straffe for at være taget med en enkel øl eller to blot for at undgå at forældrene bliver informeret.

Amanda Knox sagen har fået en del til at nægte hvorfra at de kommer:Seattle exchange student reflects on Knox/Seattle stigma

Måske får sagen samme virkning for udvekslingsstudenter som Woodward-sagen. Den er så gammel af de fleste ikke kan huske den. Her er et resume: En ung engelsk pige kommer til USA under Reagan tiden hvor MADD, som er en forældre organisation imod al drikkeri for unge under 21 havde vind i sejlene. Her bliver hun ansat som barnepige for et rigt ægtepar, som også havde et barn de kunne vise frem. Kort sagt nogle temmelig fraværende forældre. Men hun levede ikke som de indfødte. Hun gik i byen en gang imellem. Da det lille barn døde så blev hun dømt efter en paragraf, som ville give mellem 15 år og livsvarigt. Man fandt hende udsvævende efter Amerikanske forhold. Dommen blev omstødt og hun blev udvist. Dermed umiddelbart punktum og så alligevel ikke. I 2007 sagde en af de ledende specialister om sagen af moderne retsmedicinske teknikker ville have frikendt hende.

Det var en sag som gav et vink med en vognstang til europædiske unge om at holde sig væk. På samme måde vil Amanda Knox sagen fortælle lidt om hvor godt at Italienerne husker at Amerikanske soldater dræbte en Italiensk spion i Irak og at de prøvede at sætte det Italienske domstolsystem ud af kraft i forbindelse med Achille Lauro sagen. Udefra ligner sagen en simpel hævnaktion. Ingen regner med at de Italienske myndigheder overhovedet kan tåle at hun bliver frikendt når de har holdt på hende et helt år før at de rejste tiltale. Hele sagen hviler på et forhør hvor at hun ikke havde adgang til juridisk assistance.

Hvor stiller det danske unge?

Jo, formentlig skulle de helt lade være med at studere eller læse i udlandet. Der er simpelthen for mange risisi med hensyn til juraen. Derudover så lover mange rejseselskaber mere end de kan levere.

Sidst og ikke mindst kan de blive nød til at opgive for meget af dem selv. Mange unge tager f.eks. til Australien. På trods af at en ombudsmand har givet et klart mandat til at de ikke skal bære uniform, så står de unge ikke på deres ret. Dermed udsletter de deres egen identitet og den pris kan få betydning for dem, når de vender hjem til vores noget overlegne kultur.

En hjemmeside som bla. refereres i Wikipedia kommer således med en række emner, som de unge bør tage stilling til før at de vælger at tage ud:’

Sprog-rejser, Center-validering

Læs den, forstå den og erkend det gamle ordsprog: Øst, vest - hjemme bedst.

Older Children Abandoned Under Law for Babies, (New York Times)

Særligt hårdt ramt er Nebraska, som har en lov der skulle sikre babyer mod at bliver fundet døde rundt som det sker her i landet. Her kan unge mødre aflevere deres nyfødte uden videre spørgsmål. Det er den lov som forældrene nu benytter sig af.

Andre steder har man også forsøgt sig med særdeles hårde straffe for ungerne handlinger. En af de mest absurte eksempeler er nok Elisa Kelly som blev idømt 8 års fængsel for at have holdt en fødselsdagsfest for hendes 16 årige søn med alkohol.

Loven i staten som til forveksling ligner noget fra de mørkeste steder i mellemøsten er ganske klar (Virginia Alcohol Laws and Parental Responsibility). Forældrene skal agerer politibetjente og de skal om nødvendige fængsle deres afkom preventivt på en efterskole for at undgå forældre ansvar hvis afkommet drikker. I staten Illinios strækker dette ansvar sig til afkommets 21′ende år, hvis det nu voksne og myndige afkom er hjemmeboende eller på besøg i hjemmet (USE IT & LOSE IT -> Parental Responsibility) . Det er ikke bare bøde, det er fængselsstraf, vi taler om.

Danmark - Hvad vil vi med loven?

Det altafgørende spørgsmål er om vi i Danmark tillader forældrene at ansvarsfraskrive ved at sende barnet væk til en efterskole, et ophold i Faderhuset eller til Sudan på Koran skole, så de overtager ansvaret. Ret mange forældre er begge to udearbejdende og siden dobbeltindkomstsamfundets introduktion, så er der ikke længere samme føling med hvad børnene går rundt og laver.

Vælger politikerne at ansvarsfraskrivning ved brug af privat fængsling ikke skal være en mulighed, så opnår vi samme situation som i de ovennævnte stater. Forældre vil forsøge at dumpe børnene på det offentliges dørtrin, hvorefter at det så er skatteborgerne, som må stå for. Det er ikke blot en teori. Det er desværre beviseligt og testet. Nogle vil så hævde at danske forældre ikke vil reagere sådan - at de elsker deres børn. Faktum er bare at tallene er stigende selv uden denne nye lovgivning. Berlingske Tidende kunne allerede sidste år fortælle om denne tendens.

Vi må spørge os selv om hvad vi vil med loven og om vi skal forlænge barndommen kunstig. Allerede idag er børn erstatningsansvarlige i en ung alder. Når det vurderes at de er i stand til at skelne imellem rigtig og forkert, så fanger bordet. Så kommer de nogle gange til at hænge på en gæld, som de skal afdrage på i voksenlivet.

Hvor er det personlige ansvar henne?

En gang for længe siden havde man et slogan som lød “Frihed under ansvar”. Hvad blev der af dette. Danske unge har meget frihed, men hvornår skal de lære noget om ansvar?

Kunne man ikke vende tingene om og inddrage de unge i deres egen situation tidligere? Dvs. at den 12 årige efter pågribelsen kan få nogle jævnaldrene til at se på vedkommendes sag og føre disse argumenter frem imod nogle andre unge som repræsenter staten for derefter at lade en gruppe unge bestemme en konsekvens.

Det virker jo andre steder og de steder hvor at det såkaldte “Peer Court” princip bruges, så er tilbagefald til ny kriminalitet lille.

Vi må spørge os selv om hvorvidt at fremtidens unge er parate til at gå ind i voksenlivet og tage ansvar for samfundets videre drift, hvis de har fået påtvunget curlingforældre af staten indtil deres 18′ende leveår.

Allerede for en del år siden sluttede bogen “What It Takes To Pull Me Through” af David L. Marcus (ISBN-10: 0618145451) med et længere skriv om hvordan at dobbeltindkomstsamfundet langsomt har lagt et pres på vores børn om at blive voksne før tid. Vi kan jo se hvor længe at de små piger forbliver i deres lyserøde verden og leger med dukker. Barndommet slutter tidligere og så kastes børnene ud i problemstillinger de egentlig ikke er modne nok til.

Det sker fordi at vi pakker dem godt ind i vat og de er aktiverede fra de møder i vuggestuen til de forlader skolefritidsordningen. De får ikke et minut til at kede sig og selv finde på. Hvad værre er at der ikke venter dem nogle pligter i form af et fritidsarbejde, når de går ud af 3. klasse. Vi har underskrevet en konvention imod børnearbejde og uanset hvor smuk tanken er og hvor mange børn som bliver reddet fra at blive udnyttet, så har denne konvention en bagside.

For kun 20-25 år siden så var landets gader fyldt af børn som delte aviser ud eller samlede dem ind til genbrugsformål. Teknologi har udslettet halvdelen af behovet for disse job og lovgivningen har fjernet resten.

I mangel af det tætte forhold i hjemmet er mange unge overgivet til at se på ældre kammerater for at få nogle værdier. Dette er ikke altid heldigt fordi at nogle grupper eksisterer for at beskytte medlemmerne i en verden, som periodisk er ond og grusom. Ofte sker det at det bedste forsvar bliver et angreb. Et forsvar mod et angreb, som måske aldrig har været på vej, men hvor at et blik eller en bevægelse på grund af ungdommelig uerfarenhed bliver opfattet som et angreb og udløser et umotiveret overfald.

Disse grupper er alle steder i vores samfund. Ingen by kan se sig fritaget. Spørgsmålet er at få dem i tale. Det gør man med grupper man kan se. En måde at få dem at se er at få dem med hvor at den gængse befolkning fester og hvor at der voksne, der kan påtale hvis festen bliver for voldsom.

Her er politiets holdning uforståelig og så alligevel ikke. Den er uforståelig, fordi at de selv ved hvor mange gange at de er kaldt ud til nedlagte huse, legepladser og grønne områder for at jage drikkende unge væk. De ved at dette samfund ikke har kapacitet etablere et kontrolsystem, hvor at en kombination af irisscan og fingeraftryk ved få udvalgte butikker kan sikre at kun voksne køber alkohol. Men den er også forståelig fordi at nye regler vil medføre krav til politikerne om ekstra bevillinger.

Nu har man valgt at følge den internationale tendens med at unges problemer skal gemmes. De må lave deres rave-parties, drikkegrupper i parken eller på stranden. Ingen problemer der, men de skal gøre det når de voksne ikke kigger på!

Så er vi tilbage til Marcus’s bog, hvor at han gør opmærksom på at parcelhusene har fået opdeling efter generationerne, så der måske kun er en buffet til fælles for alle husets beboere. Alle spiser for sig selv. Vi ser jo reklamerne, som viser at det er smart med en separat indgang for husets teenage datter - underforstået at forældrene helst ikke vil vide noget om en kommende ægtemand før at de skal med ud og købe kjole - om det er dåbskjole eller bryllupskjole kommer ud på et.

Det bliver en trist og dyr udvikling for landet, hvis vi ikke trækker de unge ind i vores kultur hvor at alkohol er en bestanddel. Alkohol er et rusmiddel som man skal have respekt for. Det er alt for farligt at give folk i hånden, så de erhverve sig de erfaringer, som generationer før dem har fået over tid. Der er ingen grund til at opfinde den dybe tallerken en gang til. De unge kan spørge deres forældre og deres forældre kan opsøge festen for at stikke en finger i jorden. Det vil de unge egentlig godt have hvis man ikke ankommer forudindtaget og fordømmende.

Det er en katastrofe at forhindre de unge i at komme til voksne fester. Når voksne er i gåsetegn, så er det fordi at man med rimelighed kan stille spørgsmålstegn ved om festen er voksen, hvis man prøver at høre det, som de kalder musik. Halfesterne har voksen personale og hvis der stadig var forældre derude, som måtte være nervøs, så har halfester ingen øvre aldersgrænse.

Forbuddet er en opfordring til de unge om at vende ryggen til samfundet, hvis de vil dyrke social samværd. En opfordring som kommer til at koste samfundet dyrt om ganske få år.

Måske for almindeligt. Forstanderen på Nyborg Efterskole har udtalt at man ser mange familier, som ikke har overvejet den fulde konsekvens af et sådan ophold.

Der er tale om mere end blot at barnet sover et andet sted. Det er et valg som kræver forberedelse. Temmelig mange unge lever i dag et liv, hvor at de er vant til at foretage kvalificerede valg uden særlig mange forpligtelser. Vi har underskrevet EU konvention om børnearbejde og der er generelt færre arbejdspladser for børn om eftermiddagen end for blot 20 år siden.

Det vil sige at unge som kommer hjem fra skole har en masse muligheder. De kan tage mad i køleskabet, trække sig tilbage på deres værelse hvis de har brug for fordybelse, har som regel ingen deciderede pligter, kan se en DVD, har ofte intet fritidsjob og kan stort set planlægge deres aften efter eget valg, så de kan bruge den halve nat på en stil eller anden projektopgave, hvis de brænder for det. Det liv med frie valg må de være parate til at opgive, hvis de tager på skole. At fravælge frihed kan være svært og for nogle umuligt.

Forvisning var historisk i øvrigt en af de første straffeforanstaltninger udover dødsstraf. Fængsling som straf i sig selv og ikke kun opbevaring indtil eksekvering af den egentlige straf kom til langt senere. At blive udelukket fra fællesskabet – den nære familie og den sociale omgangskreds – kan for nogle næsten være en for stor mundfuld. Vi læser efterhånden tit om unge, som er løbet hjemmefra i løbet af et weekendbesøg, fordi at de ikke vil tilbage på efterskolen. Her er for alvor tale om forældre som ikke har lyttet til deres barn. Heldigvis er der fornuftige forældre, som vælger at træde til i denne svære stund. Center-validering har en side om håndtering af hjemve, som bør læses.

Imidlertid er hjemrejse i utide dog en belastning – ikke kun for den enkelte, som har måtte lide med svære kvaler og dystre tanker om at være en fiasko, men også for de øvrige elever. Derfor vil det optimale være at undlade at kaste sig ud i dette ofte hovedløse engagement. Desuden har vi med reformen af 10. klasse og de nye 10. klasse centre faktisk etableret miljøer, som kan give de unge alle de udfordringer som de har brug for. Nogle steder søges bestemte 10. klasses centre sågar af unge udenfor kommunegrænsen.

Hvad kan man gøre som forælder for at forhindre et nederlag?

Før opholdet:

En hjemmeside, som registrerer private fængsler markedsført som kostskoler giver en række gode råd:

For det første vil det være en god ide at læse skolens værdigrundlag og regler. Nogle skoler går over gevind med hensyn til rygeregler. Sørg for at få registeret barnet som ryger, selvom det ikke er det. Nogle skoler ønsker kun at lade de elever, som er rygere i forvejen få lov til at nyde tobak. Hvis barnet vælger denne vane, så er der ingen grund til at dette skal sætte fremtiden over styr.

Definer et formål med opholdet. Er det fordi at du som forælder vil udstille din manglende evne til at skabe et helt menneske selv og vil placere dit barn i fængselslignende miljø, så vælg endelig en skole, som gør brug af narkotest, begrænser kommunikationen mellem familie og barnet med forbud mod mobil og opkoblet computer, ikke tillader bisidder eller at familien sørger for juridisk bistand ved konflikter. Det sidste som må være ekstra frustrerende for forældrene, som nok kan få at vide at en afhøring finder sted, men som ikke må få noget information før at børnene er blevet ”dømt”.

På en skole er lærergruppen både anklager og dommer. Der er intet ankesystem, som kan sikre eleverne appelmuligheder og en fornuftig sagsbehandling, som man kender det fra retssystemet. At skoleledelserne så nogen gange vælger at tage elever tilbage alene på grund af økonomi er en anden sag. Det viser netop at ingen regler er konsekvente, hvis der kommer økonomi på. Det ville være på sin plads at sikre en sådan ankemulighed, men det er ikke forældrenes opgave i første omgang. De skal blot være meget kræsen med at vælge skoler med ufravigelige regler, så de ikke får deres barn hjem midt i skoleåret, hvor at der kan være vanskeligheder med at starte i den lokale skole.

Hvis man har et barn, som har fået tilknytning til arbejdsmarkedet ved at have et fritidsjob eller har en sportsinteresse, hvilket begge har en positivt indvirkning på barnets karakter, så bør man overveje om opholdet ikke kan skade mere end det gavner ved at disse sunde aktiviteter enten beskæres eller helt bortfalder.

Check at indkvarteringsforholdene er i orden ved at besøge skolen. Jo færre på hver værelse, desto bedre. På trods af at der mange steder er et 2-cifret antal, som rejser, er der jo ingen garanti for et eneværelse. Antallet af badeværelser er heller ikke uvæsentlige medmindre at der ingen tidsfrister er på morgenrutinerne og det er næste utænkeligt. På trods af at Danmark er et lille land, som er der en stigende tendens til at en efterskole i nærområdet vælges, da hjemve ofte er værre jo længere væk fra den hjemmet at skolen ligger. Desuden er der det økonomiske. Forældrene må i værste fald påregne ca. 40 hjemrejser i weekenderne, hvis barnet ikke trives. Sekundært så blander nogle skoler sig kraftigt i privatsfæren ved at opstille regler for levevis under rejserne, så ved at hente dem personligt i bil, er eleverne teknisk set ”hjemme”, når de stiger ind i bilen.

Sørg for at der er muligheder for at kommunikere med barnet uden censur fra skolen. Accepter ikke en skole, hvor at mobil er forbudt uden for skoletiden – heller ikke de første par uger. De unge risikerer at blive udfordret på deres holdninger og hvem er bedre at vende disse etiske problemstillinger med end med de forældre som denne arv stammer fra.

Disse råd er vigtige, for det har store omkostninger, hvis man sender et barn af sted uden at det er klar. Vi taler om både økonomi og tabt tid i skolesystem, hvis barnet ikke kan komme ind i den lokale skole undervejs i skoleåret, hvis opholdet må afbrydes. Det vigtigste punkt er forhindre hjemve. 14 dage er den maksimale tid at hjemve kan accepteres for at undgå alvorligere problemer. Specielt mange piger er sendt hjem fordi at de tilhører de efterhånden mange unge mennesker, som skærer i sig selv for at få noget indestængt  smerte ud. Det er hjemsendelsesgrund da skolerne naturligvis ikke er hverken psykiatriske afdelinger eller kender det enkelte barn grundig nok til at skelne imellem et egentligt selvmordsforsøg i forhold til en upraktisk måde at løse frustrationer på. Ophold, som bliver afbrudt af denne grund er mere udbredt end vi forældre ønsker at vide noget om.

Vær parat til at stille hjemrejse til rådighed, hvis der opstår et kulturchok. For nogle er livet på en efterskole ikke løsningen. For nogle kan det at blive udfordret ende i nederlag, hvis det sunde fundament, de har med hjemmefra bliver udsat for kritik. Her er fortrolige samtaler hjemmet og barnet imellem løsningen, men det er ikke en garanti for at hjemve ikke vil forekomme alligevel.

Hjemve må man ikke tage let på. Det kan være hele livet. Hvem husker ikke Kristina fra Vilhelm Mobergs Udvandrersaga, som smager på æbler dyrket på kerner fra hjemlandet, hvorefter at hun dør.

Så derfor ligger der et stort ansvar for de forældre som ikke har gjort op med en naiv tro på at græsset er grønnere på den anden side. Jeg misunder dem ikke denne opgave i en tid hvor at vi er udsat for massiv markedsføring og vore gamle danske værdier er voldsomt under pres. Det som der er i spil er vores børn – vores fremtid – dem, som skal formidle vores arv til deres børn.

Jeg vil afslutte med en personlig bøn til forældrene i denne svære situation: ”Tænk på dit barn og læs nu de kontrakter meget grundigt inden at der skrives under”.

Døgnanbringelsen foregår sammen med andre unge i samme situation, hvilket så skaber de samme forudsætninger for udveksling af negative erfaringer som det er tilfældet i fængsler.

Det er derfor at den store amerikanske efterskolekæde for vanskelige børn, WWASP har taleforbud, når nye elever indtil at de er tilstrækkelig hjernevasket til at man vil høre på dem, men sådanne tilstande ønsker vi ikke i Danmark, da der ikke kommer godt ud af at ødelægge mennesker i længden.

Istedet har man mange steder opdaget at man ved hurtig behandling i domstolssystemet - eventuel foran en ungdomsdomstol - kan spare enorme summer ved at låne fra sygehusvæsenet, hvor at man dagsbehandler, når sagerne ikke er så alvorlige.

En døgnanbringelse koster fra 30.000 - 225.000 pr. måned pr. person. Det er en alvorlig sum, som får mange kommuner til at overveje en anbringelse to gange. Men endnu mere alvorligt er at stat og kommune ofte er i konflikt, når de ikke kan finde ud af at dele regningen for en ungdomssanktion eller unge, som har været vagtsfængslet efter dom skal videre (Kilde: Socialpædagogen)

Et dagsprogram skal ikke være en ferie. Det er et alternativ til indespærring. De dagsprogrammer, man arbejder med, er koncenteret omkring de unges skolegang, men der påtvungne aktiviteter før og efter skoletid. En dag, som lyder på aktiviteter fra kl. 05-17 vil gøre de unge så trætte at der ikke bliver overskud til at fare rundt om aftenen (og de unge har iøvrigt udgangsforbud.) Mange steder er lørdag formiddag også planlagt med aktiviteter.

De typiske komponenter er:

• Fælles morgenmad (Mange familier er ikke istand til at yde dette for deres børn)
• Skole
• Motion
• Coaching og/eller terapi
• Samfundstjeneste

De unge fastholdes i deres sociale netværk, men mærker en konsekvens af deres handlinger. Hvad vigtigere er: De andre unge bemærker at deres kammerat kæmper med det hårde dagsprogram og lærer derfor at de skal tænke sig om, så de ikke havner i samme situation.

Her er et link til en side med mere info om dagsprogrammer.

1. Tilstå foran en “Teen court” og forklar hvorfor, samt hvordan at forbrydelse skete mod at straffen ikke kommer til at indbefatte frihedsberøvelse, men alene skal sones i nærområdet.
2. Nægte på trods af beviserne og tage chancen med sagsbehandlerne eller domstolssystemet, hvor at sanktionerne kan indbefatte institutionsophold.

Vælger den unge den første løsning, så vil denne få tildelt to unge, som skal hjælpe med at formulere et forsvar. Desuden skal den unge udfylde skemaer, så juryen ved hvornår den unge går i skole og hvilke fritidsbeskæftigelser den unge har.

Sagen føres som en normal retssag med en jurist og en sagsbehandler på sidelinien, som skal gribe ind, hvis sagen kører af sporet. Den unge skal møde med sine forældrer / værger og disse skal svare under vidneansvar. Der kan indkaldes vidner.

Et tribunal af 4 unger udspørger den unge og dennes værger og politirapporterne - alternativt en rapport fra en forretning, hvis et butikstyveri er behandlet uden politiets indblandning - gennemgås.

Når sagen er gennemgået, så trækker juryen sig tilbage sammen med juristen og sagsbehandleren og de beslutter sig for en sanktion baseret på de lovovertrædelser, som ligger til grund for retssagen.

Sanktionen skal ligge vægt på benyttelse af ressourcer som den unge måtte have. Det kan være at den unge skal læse højt i børnehaver eller være medhjælp i en lektiecafe eller i en varmestue.

Grundlæggende består sanktionen dog af 3 dele:

1. Undskyldning til skadeslidte. Ofre har krav på en forklaring. Er skadeslidte samfundet (hærværk), så må der skrives en afhandling til publikation i annonym form i et ugeblad.
2. Egentlig afsoning. Det kan være som led i et formaliseret dagsprogram, eller samfundstjeneste fastlagt efter hvilke evner den unge måtte have.
3. Jurytjeneste, når straffen er sonet. Mennesker begår fejl og enhver fejl har konsekvenser. Men når konsekvensen er sonet, så er den unge rehabiliteret og jurytjenesten symboliserer at den unge er en ligeværdig  samfundsborger igen.

Hvorfor skal vi have “Teen courts”?

Fordi at vi har brug for at formidle at handlinger har konsekvenser og hvilket bedre forum er der at fortælle dette i end i en domstol. Ikke kun den unge på anklagebænken lærer dette. Alle deltagere i salen får noget lærdom.

Mange unge frygter jævnaldrenes dom meget mere end forældrene.

Således skrives der på en hjemmeside for en af domstolene:

Every person that I have defended I have to know personally, and every time the emotions I see them go through in a single trial amazes me. 

Their fear of being judged by their peers, they’re dealing with what they have done, nervousness, repentance, and acceptance. I have seen people cry on the stand, I have seen them boldly face their consequences, and I have seen them learn…Having their own peers judge them makes the verdict more real; “this is what your own friends think” says far more to today’s teens than ” this is what the adults think.” 

Jeg har lavet en side om konceptet her.

Ideen går ud på at isolere de unge på en kaserne i 6 måneder, hvor at de efter en 14 dages intensiv test fysisk og psykisk får lavet et program specielt til dem. Unge falder ud af vores uddannelsessystem på forskellige niveuaer og bliver fanget i en tilværelse, som de ikke uden hjælp kan hive sig ud af.

Der er her at forsvaret kommer ind i billedet. Forsvaret tilbyder logi og en struktureret dagligdag helt uden hverdagens fristelser. I modsætning til værnepligtige, så er der ingen orlov. Familien må komme på besøg på kasernen, så disse unge ikke får stoffer ind på kasernens område.

De unge forlader kun kasernen, når de skal ud og lave noget fysisk arbejde som led i deres træning. Dagen foregår som en kombination af motion og undervisning - en heldagsskole. I løbet af de 6 måneder finder man en mentor fra deres hjemby, som de skal kunne vende deres problemer med og som vil fungere som bisidder ved eventuelle samtaler med det offentlige. Denne mentor følger dem, når de efter 6 måender forlader kasernen.

Programmet består af 3 faser: Evaluering og test, 51/2 måned på kasernen og 12 måneder i hjembyen. Det er i denne tredje fase at den egentlige afprøvning af de unges færdigheder skal foregå. Formålet med hele programmet er ikke at skabe gode kandidater til forsvarets internationale opgaver. Det er at etablere karakter hos de unge, så de kan klare sig i det moderne samfund med alle de voldsomme krav, de unge stilles overfor.

Hvorfor skal vi have et sådan program?

Fordi at mange unge ikke kan trække sig op med rode. De er måske nærmest truet på livet, hvis de vil forlade et bandemiljø.

Så er der spørgsmålet om den sociale arv. Fra USA siges der om deltagerne:

“A lot of our cadets are first generational completers of anything,” says Hattie LeNoir-Price, the recruitment, placement, and mentors coordinator. “Their parents can’t answer their questions.”

Måske har forældrene ikke evnerne til at guide deres børn på rette vej anno 2008 fordi at de selv lever i 70′erne. Derfor må de unge have hjælp til etablere struktur i deres tilværelse og en ekstra voksen - mentoren - en moden person med livserfaring til at coache dem til en normal tilværelse.

Vi har alle ressourcerne til at lave et sådan program. Vi har mange kaserne som er truet af nedlæggelse og vi har et VEU system, som forsvaret kunne samarbejde med omkring uddannelsesmaterialer.

Jeg har lavet en side om konceptet, som står frit for at blive benyttet af de politikere, som måtte kigge forbi: Link til webside med forslag

Denne serie blev vist tilbage i 1990. Det var satire.

Men sådan er det ikke mere. Børn er defakto voksne, når de forlader SFO-systemet i en alder af ca. 12 år. De skal selvfølgelig stadig gå i skole, men de må selv finde ned i fritidsklubben. Det lyder ikke som den store udfordring, men….

Vi må lige gå tilbage i historien igen. Muren faldt i 1989. Østtyskland og Vesttyskland blev forenet. Lykken varede et års tid og så kom problemerne! Østtyskerne kunne ikke komme op i gear og sank hurtigt hen i en kollektiv depression, hvor at de gjorde sig selv til ofre. Hvorfor?

Jo, hele livet havde der været nogle til at fortælle dem hvad de skulle lave. Der var ingen som belønnede det frie initiativ.

Lad os drage en parallel til vores unger. De afleveres når de er 1 år gammel i vuggestue. De forsætter deres karriere i børnehaven og senere i skole/SFO. Hele vejen er de i konstant aktivering af dygtige, engagerede og velmenende medarbejdere. Det er det bedste af det bedste.

Hvad sker der den dag, hvor at de står på gaden og får første gang i deres liv ikke skal afvente en instruks eller et initiativ? Kan de overhovedet håndtere kedsomhed?

Lad os gå tilbage til min historie, som fortæller noget om den person, jeg er blevet til. Da jeg var ca. 12 år gammel fyldte jeg karburatorvæske på 1 liters dunke – uden handsker – uden åndedrætsværn, men det var i en tid, hvor at man skiftede bremseskiver med asbest ved siden, så det havde ikke nyttet noget. Nogenlunde samtidig gik jeg med dagens omsætning ned til banken. Da jeg var 15 år gammel stod jeg alene i butik til kl. 21. Jeg har altid arbejdet og jeg skal være meget syg for at blive hjemme. Indrømmet: Jeg har en bygningsfejl på det område. Jeg kan ikke lade være.

Men jeg var ikke den eneste. 11-12 årige knægte delte Farmer Tidende ud. Jobbet gik nærmest i arv blandt søskende og familie. I min fars tid fyldte svejere i gadebilledet.

Men i dagens Danmark er der ingen job til unge på 12. Der er kommet et EU direktiv som dikterer 13 år som mindste alder.

De har et helt år, hvor at de hænger i et vakuum. De lever som voksne, men de må ikke rigtigt arbejde.

Det er blevet socialt acceptabelt at lade ungerne passe sig selv. Vi kender reklamen om parcelhuskvarteret, hvor at husets unge dame har egen indgang, så forældrene trygt kan sove videre, når hun kommer dumpende ud på morgen med sin nye sovebamse.

Vi taler i lyset af den seneste tids begivenheder om ansvar – de unges ansvar og forældrenes ansvar.

Nogle politikere vil indføre ansvar for forældrene selvom at det allerede er tilfældet i dag, hvis retten finder det bevidst at forældrene har svigtet deres tilsynspligt.

Andre vil stille de unge til ansvar upåagtet at de er under den kriminelle lavalder. Der skal klaskes en fodlænke på dem (Ja, Hr. Pind. Det er GPS fodlænker som myndighederne anvender andre steder – ikke håndlænker).

Ja, det ville være en god ide, men der skal mere til.

Mogens Lønborg vil sende de unge fra København til Jylland. Ja, det er en gammel dansk tradition indenfor det offentlige at sende problemerne videre til det næste skrivebord. I gamle dage fik utilpassede familier på landet stukket en billet til København i hånden. Ude af syne, ude af sind.

SF vil binde landets politi-styrker. Foruden at have et større antal betjente bundet på i besættelsen af Christiania de næste 10-15 år, så skal de nu også holde i hånd med vanskelige unge. Hvor finder man alle de betjente og hvem bliver tilbage til at opklare forbrydelser?

Nogle vil straffe hele familien for en unges ugerninger upåagtet hvor godt at den unges søskende klarer sig.

Det personlige ansvar

Hvor er det personlige ansvar henne i denne problemstilling?

Vi taler om rimelige intelligente unge – kriminelle unge – voldelige unge – men intelligente unge, som har fået lov til at bestemme alt for meget alt for tidligt uden at have erfaringen til det.

Hvorfor ikke udnytte dette intellekt når de skal stilles til regnskab? For vi må erkende at tiden er løbet fra aldersgrænser, når det handler om at bryde samfundets regler. Alle lovovertrædere må stilles til regnskab for deres handlinger uanset alder.

Men vi må også gå videre end det. Når de unge så at sige må klare sig selv, så bør de også lære mere om samfundets skyggesider end de gør i dag. De må involveres i selve domstolssystemet. I andre lande vinder de såkaldte ”Teen courts” – ungdomsdomstole frem. De er domstole bemandet af unge mennesker, som efter noget oplæring får opgaven med at dømme andre unge. Nogle steder skal den enkelte dømte efter afsoning ligefrem tage plads som jurymedlem overfor andre unge. 

Formålet med disse domstole er at vise alle unge at det hurtigt kan få fatale følger at lade være med at tænke over tingene inden at man lader sig rive med af begivenhederne.

Det bør ideelt være således at hvis et ungt menneske under 15 år bliver taget i en ulovlighed, så får de en seddel stukket i hånden fra politiet med en stævning fra en ungdomsdomstol. De kan så vælge at meddele politiet at de tager chancen med de sociale myndigheder i stedet, men det bør så få den konsekvens at den unge reelt frasiger sig retten til at sove i egen seng. Ungdomsdomstolen kan ikke dømme den unge fængselsstraf, bøde eller betinget straf, men den kan dømme den unge en forvandlingsstraf eller kurser, som kan være barske nok i sig selv.

Vi taler om noget for noget. Den unge skal aflevere en tilståelse og vedkommende skal samarbejde under strafafsoningen. Hvis vedkommende gør dette, så er sagen glemt når straffen er afsonet.

Sagen er at mange af de unge, som har været involveret i den seneste tids uroligheder var gamle kendinge. Hvis de havde været stillet til ansvar uanset deres alder første gang at de gik over stregen, så havde de højst sandsynlig ikke været aktive deltagere i urolighederne. De ville have lært deres lektie.

Vi kan udtænke alle tænkelige og utænkelige afsoningssystemer, men det valg som skal foretages omkring fortsat udførelse af kriminalitet kan kun træffes af en person – nemlig den unge selv.

Kan man så ikke udtænke et afsoningssystem udviklet til de unge, som er bygget på princippet om at jo mere at den enkelte ligger af arbejde i det, jo hurtigere er straffen overstået?

Ja, det kan man ved at gøre alternativet meget utiltalende. Det gælder om at sætte simple, men ufravigelige regler op. Det gælder om at forhindre small-talk udenfor gruppeterapi. Der er ingen grund til at de unge skal finde ud af hvem som er slemmest eller udveksle erfaringer med forskellige slags unoder. Derfor skal den enkelte unge kun være sammen andre kriminelle unge, når det tjener et formål. Resten af tiden skal tilbringes i skolen eller hos familien.

Det vigtigste er dog at alle unge stifter bekendtskab med den grundpille i vores samfund, som hedder domstolssystemet. Det er næsten lige før at deltagelse i retshandlinger skal være en slags værnepligt. Der er nemlig noget paradoksalt med vores nuværende værnepligt:

Vi har i dag værnepligt til gavn for nationen mod ydre trusler, men hvor værnepligten til gavn for nationen mod indre trusler?

Referencer - Teen courts:

Mit forslag: http://www.retsreformnu.dk/ungdomsdomstolen.htmUdenlandske links:

• Holland Teen court, behandler sager for unge med en alder mellem 10 og 17 år.
• Federal Youth Court Program, USA
• Engelsk pilot projekt, BBC, 12 september 2007

Referencer - dagsprogram - et eksempel på en konsekvens rettet mod unge under 15 år:Mit forslag: http://www.retsreformnu.dk/RRN.htm